Sydslesvigs historie

Middelalder og helstat

Sydslesvig var i århundreder tæt forbundet med det danske kongerige. I perioder gik den sydlige grænse helt ned til Hamburg-Altona. Befolkningen i Slesvig talte lokale dialekter med rødder i dansk, tysk og frisisk, og identiteten var ofte mere knyttet til landsdelen end til et bestemt nationalt tilhørsforhold.

1800-tallet og nationale modsætninger

I 1800-tallet opstod nationale bevægelser over hele Europa. Også i Slesvig begyndte man i stigende grad at opfatte sig selv som enten dansk eller tysk. Det førte til konflikter om sprog, skole og tilhørsforhold. To krige prægede udviklingen: Treårskrigen (1848–1851), hvor danske og slesvig-holstenske tropper stod over for hinanden, og Den 2. Slesvigske Krig i 1864, hvor Danmark mistede hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg til Preussen og Østrig.

Efter 1864 blev grænsen trukket ved Kongeåen. Danmark mistede omkring en tredjedel af sit territorium og sin befolkning, og for mange danskere stod 1864 som et symbol på tabet af nationen.

Folkeafstemningen i 1920

Efter 1. Verdenskrig blev grænsen ændret igen – for sidste gang. Versaillestraktaten fastslog, at befolkningen i Nordslesvig og Sydslesvig skulle stemme om deres nationale tilhørsforhold.

Zone 1 (Nordslesvig): 75 % stemte for at blive en del af Danmark.
Zone 2 (Sydslesvig): Omkring 80 % stemte for at forblive i Tyskland.

Resultatet blev den grænse, vi kender i dag.

Mindretallenes opståen

Folkeafstemningen skabte nye nationale mindretal på begge sider af grænsen. I Nordslesvig opstod det tyske mindretal, og i Sydslesvig det danske mindretal. Begge grupper bestod af mennesker, der var blevet “overstemt” og nu skulle leve i en stat, de ikke selv havde valgt.

De første år var vanskelige. Mindretallene mødte skepsis og til tider fjendtlighed, og mellemkrigstiden var præget af politiske spændinger. Gradvis fandt man dog veje til sameksistens.

2. Verdenskrig

Efter nazisternes magtovertagelse i 1933 fik det danske mindretal lov til at fortsætte officielt. For den enkelte kunne medlemskab i en dansk forening eller institution dog betyde diskrimination i hverdagen. Unge mænd – som som regel havde tysk statsborgerskab – blev tvunget ind i den tyske værnepligt og måtte deltage i naziregimets angrebskrige. Nogle af dem, der blev hjemme, deltog i lokalt modstandsarbejde. Disse erfaringer med at leve under en brutal diktaturstat præger mindretallets værdier den dag i dag.

Umiddelbart efter det tyske nederlag håbede mange i Sydslesvig på en politisk genforening med Danmark. Det var nu ikke kun medlemmer af det danske mindretal, der ønskede dette – også mange tyskere med familiære rødder på begge sider af grænsen havde fået nok af Tyskland. Danmark sagde dog hurtigt nej, primært af frygt for at få et stort tysk mindretal inden for rigets grænser. Alligevel fortsatte tilslutningen til den danske bevægelse i efterkrigsårene, blandt andet drevet af indstrømningen af hundredtusindvis af tyske flygtninge fra de tidligere østområder, som lokalbefolkningen følte, de havde meget lidt til fælles med.

Den store opbakning til mindretallet aftog i løbet af 1950’erne, efterhånden som forholdene i Tyskland stabiliserede sig. Tilbage stod et styrket mindretal, som havde opbygget nye skoler, et politisk parti og andre institutioner.

Bonn-København-erklæringerne

I 1955 underskrev Danmark og Forbundsrepublikken Tyskland de såkaldte Bonn-København-erklæringer. De garanterede rettigheder til både det danske mindretal i Sydslesvig og det tyske mindretal i Sønderjylland, herunder gensidig anerkendelse af skoleeksaminer. Dermed blev fundamentet lagt for en gradvis normalisering i grænselandet. Mindretal og flertal levede i stigende grad fredeligt side om side, selvom især ældre generationer stadig definerede sig i skarp modsætning til hinanden: at være dansk blev ofte opfattet som det modsatte af at være tysk.

Grænsen i dag

I dag er grænsen en del af Schengen-området, og mennesker krydser den dagligt. Men historien lever videre – i kulturen, i familierne og i de to mindretal. For mange sydslesvigere er det helt naturligt at leve med to sprog og to kulturer, men det er samtidig et resultat af en lang og ofte dramatisk grænsehistorie.

Siden 1990’erne har mindretallet oplevet fremgang, ikke mindst synligt i valgresultaterne. Danmark og Tyskland har ratificeret to internationale konventioner – Europarådets rammekonvention til beskyttelse af nationale mindretal og Den Europæiske Pagt for Regional- eller Mindretalssprog. Begge styrker mindretallenes rettigheder konkret. Det har ført til politiske forbedringer og bidraget til, at mindretallene i stigende grad ses som en berigelse og ressource for samfundet.

Også mindretallets politiske vægt er vokset. I årtier havde SSW kun ét mandat i landdagen, men i perioder har partiet været repræsenteret med op til fire medlemmer. Fra 2012 til 2017 var mindretallets parti endda for første gang en del af en delstatsregering.

Forholdet mellem dansk og tysk er blevet mere afslappet, i takt med at tidligere generationers konfrontatoriske holdninger forsvinder, og samarbejdet mellem flertalsbefolkningerne i Syddanmark og Slesvig-Holsten er vokset. I dag betragtes mindretallet af mange i den tyske flertalsbefolkning som en merværdi. Sammen med det frisiske mindretal på vestkysten bidrager denne mangfoldighed til at give regionen sit karakteristiske særpræg.