Mindretalspolitik.

Mindretalspolitik

Mindretalspolitikken bygger i dag på en række regelsæt, der skal beskytte og fremme mindretallene.

De vigtigste dokumenter for det danske mindretal i Sydslesvig og det tyske mindretal i Sønderjylland er Bonn-København-erklæringerne fra 1955. I disse erklæringer forpligter Tyskland og Danmark sig til at sikre mindretallene grundlæggende rettigheder. 

Udover løsninger på konkrete spørgsmål som anerkendelse af eksaminer fra mindretalsskoler indeholder erklæringerne et grundlæggende princip, der har været fundamentalt for den videre, fredelige udvikling i grænselandet: Mennesker kan frit bekende sig til et mindretal, og staten må ikke drage i tvivl, om nogen er dansk eller tysk.

Siden 1990 står det i den slesvig-holstenske forfatning, at delstaten garanterer ”beskyttelse og fremme” af det danske mindretal og den frisiske befolkningsgruppe. Siden 2015 garanterer forfatningen på samme måde også sinti og romaers rettigheder samt den økonomiske ligestilling af børnene på det danske mindretals skoler.

Andre vigtige mindretalspolitiske ordninger er ”Den europæiske pagt om regionale sprog eller mindretalssprog” (1992) og ”Rammekonvention for Beskyttelse af Nationale Mindretal” (1995). Tyskland og Danmark er tiltrådt disse konventioner fra Europarådet og har dermed forpligtet sig til at beskytte de nationale mindretal i landet og fremme deres sprog. 

Europarådet overvåger med regelmæssige mellemrum, hvorvidt staterne overholder de forpligtelser, de har valgt at indgå. SSF, SSW og Dansk Skoleforening for Sydslesvig deltager i dette arbejde ved at give deres vurdering af, om aftalerne overholdes, og hvor der bør foretages forbedringer. De afgiver skriftlige statusberetninger, tager imod eksperter fra Europarådet og deltager i høringer på nationalt plan.

Forholdet mellem Danmark og det danske mindretal er siden 2010 reguleret i Sydslesvigloven, der fastlægger rammerne for regeringens tilskud til mindretallets organisationer og foreninger.