FONDE KAN SØGES
OBERST H. PARKOVS MINDEFOND
støtter ”nationalt og socialt arbejde i grænseegnene og skal fortrinsvis tilfalde foreninger eller institutioner, der arbejder for nationale og sociale opgaver i disse egne, f.eks. Grænseforeningen, Sønderjydsk Fond eller lignende foreninger eller institutioner, der allerede existerer, eller som i fremtiden måtte blive oprettede, dog kan indtægterne eller en del af dem i særlige tilfælde ydes direkte til enkelte personer… ” (Vedtægternes §2).
Til ovenstående formål uddeles i år cirka 300.000 kroner.
Ønsker man at søge støtte, sendes ansøgning til Grænseforeningen, Peder Skrams Gade 5.2., DK-1054 København K.
Kuverten mærkes ”Oberst H. Parkovs Mindefond”. Såfremt der søges via e-mail, skal denne adresseres til gm@graenseforeningen.dk og henvise til Fonden.
Ansøgningen skal være fremme senest mandag formiddag den 19. september.
Den begrundede ansøgning indeholder: størrelsen på det ansøgte beløb, budget for det samlede projekt, orientering om ansøgninger til andre fonde og legater, orientering om eventuel allerede modtaget støtte fra disse eller andre, identifikation på pengeinstitut samt det kontonummer, der skal anvendes, såfremt ansøgningen bliver imødekommet.
Der sendes ikke bekræftelse på modtagelse af ansøgningen.
I slutningen af oktober tager fondsbestyrelsen stilling til de indkomne ansøgninger, herunder også dem, som uopfordret måtte være modtaget i årets løb. Hvis der således tidligere på året er sendt en ansøgning, er der ingen grund til nu at gentage den eller til at bringe den i erindring.
Senest medio november vil ansøgninger, der har kunnet imødekommes, modtage meddelelse herom. Ansøgninger, som ikke har kunnet bevilliges, modtager ikke meddelelse.
REDAKTØR JENS JESSENs MINDELEGAT
uddeler i år cirka 50.000 kroner, som ifølge legatets formål skal ”støtte og værne dansk sprog og ånd i Sønderjylland, navnlig syd for grænsen. ”
Der anvendes ikke ansøgningsskema. Ansøgning om at komme i betragtning ved uddeling fra mindelegatet skal være modtaget hos Grænseforeningen, Peder Skrams Gade 5.2., DK-1054 København K, senest mandag den 19. september.
Kuverten mærkes ”Redaktør Jens Jessens Mindelegat”. Ansøgninger per e-mail skal adresseres til gm@graenseforeningen.dk og henvise til Jens Jessens Mindelegat.
Der vil ikke blive kvitteret for modtagelse af ansøgningen.
I ansøgningen skal identifikationen af det anvendte pengeinstitut og kontonummer opgives, såfremt ansøgningen skal imødekommes.
Senest 1. december vil de ansøgninger, som har kunnet imødekommes, få meddelelse herom. Ansøgninger, som ikke har kunnet bevilliges, vil ikke modtage meddelelse.