TORSDAGSKOMMENTAR

SSFs formand fremhævede i sit oplæg, at mindretallets mission er at sikre og fremme danskheden i Sydslesvig (oplægget er gengivet som kronik bagest i KONTAKT). Omsætning af en mission kræver visioner for, hvordan mål virkeliggøres i vore institutioner og inden for vores daglige kulturelle og sociale fællesskab. Det er helt afgørende, at den enkelte i mindretallet bekender sig til det danske univers i Sydslesvig og accepterer, at det ikke er ét fedt, om tingene foregår på dansk eller tysk!

Alle kan kun være enige om, at det danske mindretal ikke skal isolere sig som en nationalromantisk mindestue. Omvendt er det lige så indlysende, at mindretallet klart bør definere, hvad der kendetegner mindretallet, hvad der er særligt og derved adskiller sig fra den tyske omverden. Vi er ikke et dansk-tysk mindretal, men en dansk folkegruppe, der brænder for danskhedens naturlige forankring i Sydslesvig og ser det som en mission i sig selv at kæmpe for og bevare forskellen mellem dansk og tysk.

Selvfølgelig bygger vi bro til vores tyske nabo - og det har vi været gode til. Men uden en entydig dansk kulturel profil for ikke at sige front eller grænse, intet dansk mindretal. Og slet ikke om hundrede år. Det er for øvrigt det, Bonn-København erklæringerne handler om. De er frihedsbreve for mindretallenes ret til selvrealisation.

Den udprægede misforståede kulturrelativisme blandt nogle kredse i Sydslesvig bidrager således ikke til at fremme mindretallet og dets danske ståsted. Tværtimod, det undermineres.

En fælles sprogpolitik, der sætter dansk som omgangssprog i fokus ved alle aktiviteter og hverdagssituationer, spiller i denne sammenhæng selvfølgelig en afgørende rolle. Tysk skal ikke være domænesproget i vuggestuens entre, som det blev berettet om på konferencen. Det er bekymrende, at konferencen endnu engang bekræftede, at en positiv brug af dansk i almen forstand stort set ikke eksisterer uden for mindretallets inderkreds.

Her har vi at gøre med en udfordring, der ikke alene kan håndteres via forskellige (mere eller mindre febrilske) ’integrationstilbud’. Der er også behov for en klarere forventningsafstemning med dem, der ønsker at bevæge sig ind i vore danske institutioner henholdsvis mindretallet.

Mindretallet og foreningerne står over for store interne udfordringer, der kun kan løftes ved konsekvent at fastholde mindretallets danske mission. Samrådet kan gå foran, men det kræver vilje og mod.