Tønnsenhuset på Aabenraagade i Flensborg får nu en tiltrængt økonomisk håndsrækning fra Kaptajn H. K. Hansens og hustru Elisabeths særlige Sydslesvig-legat, der hvert år begunstiger det folkelige mindretalsarbejde i Sydslesvig med et beløb, der svarer til afkastet fra de oprindelige indsatte fondsmidler.
Denne gang har bestyrelsen for ’kaptajnens legat’ valgt at tilgodese Tønnsenhuset på Aabenraagade, så huset dels kan få malet sine eksisterende vinduer suppleret med et sæt helt nye tagvinduer, der vil blive monteret i løbet af året.
Sidste år blev legatmidlerne doneret til Taruphus, som fik dækket sine udgifter til udvendig maling og vedligeholdelse.
Bestyrelsen for Kaptajn H. K. Hansens og hustru Elisabeths Sydslesviglegat består af biskop Marianne Christiansen, Haderslev stift samt Jon Hardon Hansen og Gitte Hougaard-Werner, henholdsvis formand og næstformand for Sydslesvigsk Forening. Legatet administreres til dagligt af Gert Mailand, økonomichef i Grænseforeningen.
Billedet viser (fra venstre til højre): Preben Kortnum Mogensen (SSF formand for Flensborg by), Michael Oetzmann (SSF ejendomsmedarbejder), Gitte Hougaard-Werner (SSFs næstformand), Kay von Eitzen (SSF amtskonsulent for Flensborg by), Jon Hardon Hansen (SSFs formand), Gert Mailand (økonomichef i Grænseforeningen), Marianne Christiansen (biskop i Haderslev stift) og Jens A. Christiansen (SSFs generalsekretær).
(Foto: SSF)