Facebook

TORSDAGSKOMMENTAR

 

Folketingsturen har udviklet sig til en fin lille tradition, og der er rimelig rift om pladserne blandt de SSF’ere, som har mulighed for at hive et par dage ud af kalenderen for at opleve den danske hovedstad både udenfor og ’indenfor murene’ på Christiansborg.

Tidligt i morges drog dette års delegation af sted med bus fra p-pladsen overfor Søfartsmuseet. Denne gang 32 deltagere i alt - hvor en tredjedel er ’debutanter’, som aldrig før har besøgt Danmarks vigtige politiske arbejdsplads.

Bussen sætter direkte kurs mod Christiansborg, hvor der venter en frokost med Folketingets præsidium. Udover bordets glæder vil der være taler af Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF) og de respektive formænd for SSF og Grænseforeningen, Jon Hardon Hansen og Jens Andresen. Under frokosten er der mulighed for at møde og tale med de danske ministre og de syd- og sønderjyske politikere, som har meldt deres ankomst.

Undervejs er der også indlagt et møde med Synnejyske Allgemeine i Det Sønderjyske Værelse på anden sal af Christiansborg efterfulgt af en middag i Snapstinget med de ’legendariske’ gule ærter på menuen plus pandekager med is.

Den resterende del af ’Folketingsturen’, der slutter lørdag, byder denne gang på en tur i Betty Nansen Teatret og en dagslang smuttur over Øresundbroen til Sverige for at kigge nærmere på Malmø og - som noget helt nyt - også en visit i den traditionsrige gamle universitetsby Lund, hvor deltagerne både skal se Domkirken i Lund, byens rådhus og det navnkundige universitet.

En anden nyhed i årets program er, at Flensborg Avis deltager med en journalistisk medarbejder, som løbende vil filme ’Folketingsturen’ for at lave og sammenklippe et længere reportage-indslag fra turen, der kan ses og downloades via avisens hjemmeside.

Der er naturligvis også sat et par timer eller tre af til en tur i Tivoli. Mere dansk kan det ikke blive. SSF ønsker alle deltagerne en god Folketingstur!