Facebook

GÅR DU RUNDT MED EN RING I LOMMEN?

 

I 1500 år har Danevirkevolden oplevet medgang og modgang og trodset naturkræfterne. Det må formodes at være et godt omen for de ægtepar, der fremover bliver viet her ved nordeuropas største fortidsminde og et af de største danske nationale symboler. Danevirke Museum og Dannevirke kommune tilbyder i fællesskab nemlig vielser ved Danevirke. Det blev bekendtgjort i tirsdags.

Vielserne, der gennemføres af borgmester Anke Gosch som giftefoged (Standesbeamte), finder sted ved den maleriske Valdemarsmur omgivet af grøn natur. I tilfælde af dårligt vejr på "livets skønneste dag" finder ceremonien sted i Danevirke Museum lige ved siden af volden.

„Vi er da meget glade for, at kommunen på denne måde giver folk lejlighed for at tilbringe denne særlige dag en helt særligt sted. Vi vil i fællesskab gøre alt for, at bryllupsparrene og deres gæster kan få en dejlig og uforglemmelig dag her hos os", siger museumsleder Nis Hardt. Hvis nogen skulle ønske det, kan han endda tilbyde at affyre salutskud til ære for bryllupsparret på museets gamle kanon fra 1864.

Anke Gosch, der er meget glad for, at museet giver mulighed for at tilbyde vielser i kommunen under så herlige rammer, oplyser, at der allerede er booket et første bryllup den 2. juni ved Valdemarsmuren.

Mere informationer om bryllupperne kan fås via museet. Find kontaktdata og anden information på:

www.danevirke-museum.de

På billedet ses museumsleder Nis Hardt og borgmester Anke Gosch, der glæder sig til at tage imod brudepar ved Valdemarsmuren.