Facebook

KOMMENTAR

 

Denne melding er desto mere skuffende, fordi flere af de berørte organisationer nærmest faldt over benene på hinanden, når det gjaldt om at bekende sig til det gode i idéen Mindretallenes Hus, efter at det konkrete Pakhusprojekt i Flensborg var stoppet. Så Flensborg Avis' chefredaktør Jørgen Møllekær har ret, når han i fredags i en leder konstaterer, at det er en ret sen indsigt. Og den bringer mindretallet utvivlsomt i en pinlig situation overfor dem i Kiel og Berlin, der begejstret har bakket op om idéen og kæmpet for penge til den - og fastholdt løfterne om tilskud efter at København havde meldt hus forbi.

Jørgen Møllekær skriver i selvsamme leder dog også, at SSF "håner" Danmark, hvis vi skulle holde fast i projektet, selvom Danmark har meldt sig ud af foretagendet. Det har vi mildt talt svært ved at se.

Selvfølgelig respekterer vi, at Danmark ikke ønskede at finansiere Pakhusprojektet og heller ikke vil yde tilskud til en anden form for Mindretallenes Hus. Det manglede også bare andet. Det har dog ikke ført til, at vi stoppede med at tro på idéen, men at vi overvejede andre muligheder. Men derfra og så til at sige, at vi ville håne Danmark ved ikke at opgive idéen og prøve at finde en anden finansiering helt uden danske statstilskud, er der en lang vej der fører helt ud i hampen.

Uafhængigt af, hvordan det nu går videre, er der god grund til lige at påpege: Fører man Skoleforeningens og Møllekærs argumentation til ende, så betyder den, at vi i Sydslesvig kun må beslutte og gøre ting, der bliver betalt og godkendt af Folketinget.

Det kan ingen mene for alvor.