Facebook

KOMMENTAR

 

Det kunne man atter iagttage til Folkemødet på Bornholm, hvor vi i fællesskab repræsenterede mindretallet for de mange besøgende og også kunne hygge os sammen. Som Skoleforeningens formand træffende formulerede det efter mødet med SSF: "På Bornholm mangler bare de andre 49.998, der kan se, at vi to har det fint med hinanden, selvom vi er uenige af og til." Netop derfor er det vigtigt at understrege og vise det herhjemme også.

Og at der er en meget frugtbar grobund for det, kunne man også se ved det fælles bestyrelsesmøde, som SSF og Skoleforeningen afholdt i tirsdags. Det blev klart, at vi trods alle meningsforskelle om konkrete tiltag stadig har meget til fælles. Helt fundamentalt (og afgørende) det frivillige arbejde for en fælles sag. Men også konkrete fælles holdninger til nogle af de udfordringer, vores fællesskab står overfor. Fællesmængden er meget større end det, der adskiller os.

Men man kommer alligevel ikke uden om, at der i det forløbne år er sket og sagt en hel del ting, som har efterladt det ene eller andet sår og belastet forholdet.

Tillid vokser kun dér (igen), hvor man forstår den anden og har indsigt i hans motiver. Derfor er det så vigtigt at tale respektfuldt og åbent med hinanden, og det er lige, hvad SSF og Skoleforeningen nu har gjort.

Dermed har vi skabt forudsætningen for, at vi kan komme videre. For der er en masse udfordringer, vi er nødt til at finde svar og løsninger på. Om det vil lykkedes at diskutere sig frem til fælles svar, må tiden vise. Men grobunden er nu lagt.