Facebook

900 ELEVER TIL FOLKBALTICA SKOLEKONCERT MED Ø-ENSEMBLET

I dag var der lagt op til folkstemning, da folkBALTICA havde inviteret til skolekoncert med ø-ensemblet fra Danmark og Tyskland.

Omkring 900 elever fra 1. til 3. klasse tog imod indbydelsen, og de fik folk for alle pengene. Ø-ensemblet, der kom med fløjte, drejelire, sækkepibe, violin, guitar, mandoline, bouzouki, klaver og trædeorgel, bestod af Mads Kjøller Henningsen (DK), Emilia Marienfeld (D), Kristine Heebøll (DK), Jan Faltings (D) og Julian Svejgaard (DK). I deres numre havde de fokus på Vadehavsøernes musik. Således tog de eleverne med ud på en folkemusikalsk rejse i vadehavs-hvalfangernes kølvand. Turen startede i vadehavet, hvorefter kursen blev sat mod Grønland, med stop i både Shetlandske og Færøske havne. Musikken - som både var traditionel og nyskrevet - bandtes sammen af spændende historier, og undervejs sang skolebørnene med på en ægte plattysk hvalfanger-shanty.

Koncerten i regi af folkBALTICA blev præsenteret af SSF i samarbejde med Deutsches Haus, Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger og Dansk Skoleforening for Sydslesvig e.V.