TO DANSKE MESTRE PÅ BESØG I FLENSBORG
Sidste uge underholdte Lasse Nyholm Jensen og Peter Dyreborg på Duborg-Skolen i Flensborg. De to er nuværende, henholdsvis tidligere dansk mester i poetry slam, og de var kommet for at give en smagsprøve på deres kunst.
Det gjorde de i forbindelse med et introforløb for Duborg-Skolens 11. årgang, der for ikke så lang tid siden tog hul på deres gymnasietid i Flensborg.
Havnebyen er for flere af eleverne forholdsvis ny, og derfor blev flere af mindretallets foreninger og institutioner inddraget i forløbet. Det var for eksempel Dansk Centralbibliotek og SdU. Sidstnævnte med et arrangement på skaterområdet “Schlachthof”. Eleverne kom også på Aktivitetshuset, hvor de kunne deltage i forskellige værksteder. Det var blandt andet et værksted om grafitti, fotografering og folietryk på tøj. Desuden kunne de lære noget om, hvordan man komponerer musik på en tablet og om, hvordan man laver et tæppe ved at skyde garn gennem et lærred - det såkaldte rug tufting.
På den måde fik eleverne en oplevelse af, hvilke muligheder Flensborg og mindretallet i byen har at byde på, og det var ikke tilfældigt, at showet med Lasse Nyholm Jensen og Peter Dyreborg var arrangeret i fælleskab af Aktivitetshuset, Dansk Centralbibliotek, SdU, Duborg-Skolen og SSF.