Facebook

Det blev en spændende færøsk mad- og filmaften, som SSF og Nordisk Informationskontor havde indbudt til på Flensborghus den 17. juni med den begejstrende Chef de Cuisine Ruben Busk og den talenterede filminstruktør Sakaris Stórá, begge fra Færøerne.

 

Ruben Busk havde medbragt råvarerne fra Nordatlanten og tilberedt interessante smagsprøver for de henved 40 deltagere, og Sakaris Stora viste ikke kun to kortfilm, "Sommernat" og "Vintermorgen" - men også klip fra hans kommende film "The Dream By The Sea". Sydslesvigerne blev denne aften klogere både på færøsk mad og færøsk filmproduktion.

 

Indledningsvis havde SSFs generalsekretær Jens A. Christiansen budt såvel gæsterne fra Færøerne som publikum velkommen og henledt disses opmærksomhed på den store Færø-kunstudstilling på Mikkelberg med tre ældre og tre yngre færøske kunstnere, der kan beses frem til 21. juni.