Facebook

FOKUS PÅ SPROGLIG MANGFOLDIGHED: YNDLINGSORD EFTERLYSES

Hvad er dit yndlingsord? Det spørger Region Sønderjylland-Schleswig om i forbindelse med en invitation til at fejre den sproglige mangfoldighed i grænselandet den 2. februar henholdsvis den 3. februar.

Det er Kulturaftale Sønderjylland-Schleswig, der står bag to særlige fejringer af grænselandets sproglige mangfoldighed i Flensburg og Sønderborg.

De har inviteret alle grænselandets borgere til at være del af fejringen, hvor de første to store ord med 2 meter høje bogstaver, repræsenterende dansk, tysk, sønderjysk, plattysk og frisisk bliver rejst.

De to ord skal vække nysgerrighed, synliggøre grænselandets sprog samt inspirere de forbipasserende til at indsende deres egne yndlingsord til ordkonkurrencen.

De to arrangementer holdes i Flensburg den 2. februar kl. 16 ved Hafenspitze og i Sønderborg den 3. februar kl. 13 ved Multikulturhuset.

Begge dage er der musikalsk underholdning fra Keike Faltings’ sangduo ”Dü an Ik” på alle fem sprog, samt gratis lækkerier såsom kaffe, vand, juice, fastelavnsboller og berliner. Alle er velkomne til at deltage og fejre grænselandets sproglige særegenhed.

FEJRING AF MANGFOLDIGHED

Aktiviteten ”Ord i det offentlige rum” har til formål at fremhæve den særlige sproglige mangfoldighed i grænselandet. De to events i Flensburg og Sønderborg markerer desuden starten på en konkurrence, hvor alle borgere i grænselandet kan indsende deres eget yndlingsord på dansk, tysk, sønderjysk, frisisk og plattysk.

KONKURRENCE: HVAD ER DIT YNDLINGSORD?

Yndlingsordene indsendes på www.kultur-ord.dk fra 1. februar til 31. marts.

Vinderne får æren af, at netop deres yndlingsord opstilles i det dansk-tyske grænseland i perioden juni-september 2024. Der er også andre fantastiske præmier: Hovedpræmie - Partoutbilletter til Rock i Mølleparken, Flensburger Hofkultur eller Tønder Festival. Fine 2. og 3. præmier (billetter til kulturoplevelser, gavekurve med lokale råvarer). Har man sendt ind som skoleklasse og vinder, er det en pizzaparty for hele klassen.