Facebook

NY VANDREUDSTILLING

 

Formålet er at styrke forbindelseslinjerne mellem Sydslesvig og Danmark samt øge danskernes kendskab til deres nationale mindretal lige syd for grænsen. Målgruppen for SSFs vandreudstilling er primært skoleelever fra 7. klasse og opefter, men henvender sig til alle interesserede, der ønsker at vide noget mere om mindretallet. Den kan med fordel også vises rundt omkring i Sydslesvig.

Udstillingen sætter ikke kun fokus på den historiske forankring af mindretallet, men også på hvad der rører sig lige nu. Temaerne er ”Sprog, kultur og identitet” samt ”Sydslesvig nu”, hvor man kan få et indblik i, hvad det vil sige at leve i og som et mindretal i en flertalsbefolkning - og hvordan Sydslesvig gør Danmark lidt større.

Med mediernes fokus på Sønderjylland og Sydslesvig i forbindelse med markeringen af 150-året for 1864, bliver der vist klip fra de forskellige tv-udsendelser der blev produceret i 2014. Disse klip supplerer udstillingen, når den først er helt færdig, audiovisuelt. Den er klar til at blive vist i sin helhed fra april 2016.

Som introduktion til udstillingen er det muligt for skolerne i Danmark at booke en gæstelærer, der i ord og billeder på 90 minutter hhv. i 2 lektioner fortæller om ”Verdens mest spændende grænseland”. Tilbuddet er gratis og gælder fra 7. klasse og opefter.

Udstillingen blev realiseret med projekttilskud fra Sydslesvigudvalget og i samarbejde med Museum Sønderjylland Sønderborg Slot.

Kontakt: SSFs foreningskonsulent Tine Andresen, tlf. +49 461 14408 150 eller på tine@syfo.de.