Facebook

TEATRET SVALEGANGEN: Malaga

Torsdag den 14. april kl. 20 - Stadttheater, Flensborg

 

Forældrene Vera og Michael er på vej væk fra hinanden. Michael skal til en international kongres i Innsbruck, og Vera flyver om få dage på ferie med den nye kæreste. Hvem skal passe datteren Rebekka? De to skændes konstant. Om pasning og svømmetøj. Små ting bliver hurtigt til større diskussioner om opdragelse, karriere og retten til at føre sit eget liv.

 

Læn dig tilbage og oplev et intenst narcissistisk og tragikomisk drama spækket med mistro, skyklapper og lykkepiller. Du vil grine, og du vil ryste på hovedet, når du møder de to forældre. Medicineren Michael har opfundet et øreimplantat, men har selv utrolig svært ved at lytte. Vera er psykolog og mener, at barnepigen skal undgå ordet ''negerkonge'', når der læses Pippi Langstrømpe. Noget er rivende galt.

 

Malaga beskriver en generation af forældre, der sætter børn i verden uden at være i stand til at sætte sig selv til side. De haster til yoga, spæder op med raw food, lykkepiller og mindfulness i jagten på lykke og personlig udvikling.

 

Vera og Michael viser egoismens bagside i det satiriske og højaktuelle drama Malaga. I rollerne som Vera og Michael ses skuespillerne Camilla Gjelstrup og Holger Østergaard Kristensen.

Foruden dem er Niclas Vessel Kølpin også med på scenen.

 

Varighed: ca. 90 min uden pause.

 

Arrangør: Sydslesvigsk Forening (SSF)

 

Se også:

youtu.be/j7RFbW6WQDU