Facebook

ALLETIDERS ÅRSMØDE FEST FREDAG 28. MAJ

I år blev der endelig igen afholdt årsmøder hos os, omend i en mindre skala og ikke ligefrem børnevenlig udgave, fordi møderne kun måtte afholdes for en siddende forsamling. Da det jo også er særligt vigtigt, at vores børn og unge oplever fællesskabet og traditionerne omkring årsmøderne, havde Vestermølle Børnehave og skole sammen med SSF Hohn-Herred taget initiativ til en ganske særlig markering af årsmøde weekenden. Gitte Hougaard-Werner, SSF formand og skoleleder på stedet, fortalte børnene om, hvorfor vi lever vores hverdag den dag i dag som et mindretal, hvilke problemer og løsninger der blev fundet dengang for både tyske og danske og om mindretallets 100 års fødselsdag i 2020.

Efter talen ventede en overraskelse. SSF Hohn-Herred havde nemlig fået tryllekunstneren Jørgen Le Fevre til at kigge forbi, og han tryllede for et begejstret og meget aktivt publikum. Efter showet ventede der pølsehorn, dansk kagemand og sodavand til børnene. Ind imellem blev der sunget og danset - i institutionerne må man nemlig godt synge udenfor. Alt i alt blev det alletiders årsmøde markering for børnene i Vestermølle.