Sydslesvig sætter danskerne stævne på Kolding Bibliotek
I anledning af 100-året for Genforeningen viser Kolding Bibliotek for tiden en udstilling om det danske mindretal i Sydslesvig. Torsdag den 30. januar kommer to profilerede personer fra mindretallet til Kolding for at fortælle om de danske, som blev tilbage i Tyskland efter folkeafstemningen om grænsen i 1920.
Forfatteren Karin Johannsen-Bojsen (født 1936) har skrevet flere romaner om det danske mindretal. Hun har tidligere været lektor på Duborg-Skolen i Flensborg.
Den 19-årige gymnasieelev Johanne Juul Olsen blev landskendt, da hun holdt en tale for Dronning Margrethe under dennes statsbesøg i Sydslesvig til efteråret. Dronningen betegnede Johannes tale, der handlede om Danmark som sydslesvigernes ”hjertehjem”, som ”en af de bedste jeg har hørt”.
Sammen vil Karin Johannsen-Bojsen og Johanne Juul Olsen under overskriften ”Helt kunne vi aldrig nå hinanden…” føre en samtale om kultur, sprog og identitet i Sydslesvig. Arrangementet byder desuden på sang, oplæsning, kaffe og kransekage. Det finder sted på Kolding Bibliotek, Slotssøvejen 4, 6000 Kolding på torsdag fra kl. 15 til 17.
”Sydslesvig-udstillingen” med tekst og video, som stilles til rådighed af Sydslesvigsk Forening fortæller om det danske mindretal siden 1920 og i dag. Den kan ses på Kolding Bibliotek frem til 6. februar.