
UD AT KØRE MED DE
-KONGELIGE
Der var pænt fyldt op i Husumhus’ foyer, da Søren Sørensen i går fortalte om sin tid som chauffør for kongehuset.
Han havde tidligere været elektriker, falckredder og kørelærer, og blev headhuntet til jobbet af en oberst, der var personalechef i kongehuset. Obersten, hvis datter lærte at køre hos Søren Sørensen, vidste nemlig, at han i sin soldatertid havde været i livgarden.
Sørensen fortalte om tunneler mellem palæerne på Amalienborg. En af dem står for tiden under vand, men hva’.
- Kongen er jo uddannet frømand, så det klarer han vel nok, sagde chaufføren.
Han viste billeder af de mange køretøjer, blandet andet Rolls’en ”Store Krone”, som blot kører 3-4 kilometer på en liter. Altså 25-33 liter pr. 100, for nu at udtrykke det som man gør her i landet.
Og han fortalte anekdoter om de kongelige. Blandt andet at dronning Margrethe og prins Henrik en gang slog over i at tale fransk med hinanden for at han ikke skulle kunne følge med.
De kunne ikke vide, at han havde lært fransk og forstod hvert et ord. Men han fortalte ikke forsamlingen, hvad de sagde på fransk.