Facebook

- VI VIL HA' EN NY KONGE

 

- Er det ikke på tide, vi får en ny konge?, sagde Cai Hesselbarth på SSF Sankt Peters generalforsamling i aftes. Det var dog ikke fordi, han allerede havde fået nok af Frederik X, men fordi han ville have det nye regentpar op at hænge i forsamlingshuset i stedet for Margrethe II og hendes afdøde mand.

Cai Hesselbarth talte også stærkt for, at det blev gjort mere synligt i hverdagen, at Klitskolen er et dansk forsamlingshus.

- Når jeg hejser flaget på flagdage, spørger folk ofte om, hvorfor, sagde han.

Generalforsamlingen forløb i øvrigt ret roligt. Næstformand og kasserer, såvel som bestyrelsessuppleanten, revisorerne og de delegerede blev alle genvalgt uden modkandidat.