Nyheder

Årsmødebanner har fundet nyt hjem på Vesterled.

Årsmødebanner har fundet nyt hjem på Vesterled

Et af de store stofbannere med motiv fra Årsmødeplakaten 2025 har nu fundet en værdig og synlig plads på Lejrskolehjemmet Vesterled. Banneret pryder nu skillevæggen mellem spisesalen og undervisningslokalet i den nordlige del af stueetagen – et sted, hvor det dagligt kan minde både gæster og personale om årsmødernes jubilæum og det fælles engagement i det danske mindretal.
Bestyrelsesformand Carsten Dalgaard glæder sig over at kunne give banneret en fremtrædende plads i huset og ser det som et symbol på Vesterleds langvarige tilknytning til det fælles virke i Sydslesvig: ”Vi her på Lejrskolehjemmet Vesterled har i vores 78. virkeår for den sydslesvigske sag med stor glæde modtaget dette Årsmødebanner for det sydslesvigske årsmøde nr. 100. Det opfatter vi som et solidt håndslag på vores fællesvirke med hele det danske mindretal i Sydslesvig.”
Årsmødebanneret er ét af flere, der blev brugt til at pynte Flensborghus under dette års jubilæumsårsmøde. Alle bannere er nu blevet foræret væk til institutioner og foreninger i grænselandet, hvor de minder om dette historiske årsmødeår.