Nyheder
Årsmødeplakat blev præsenteret
Så er den klar - plakaten til Årsmøderne 2022.
Ved det virtuelle møde i SSFs hovedstyrelse tirsdag aften blev plakaten for de danske årsmøder 2022 præsenteret. I en video fortalte grafiker Lisbeth N. Gram fra Sønderborg, der står for årets plakat, hvilke tanker der ligger bag. Reklame- og kommunikationsbureauet Commocean, som Lisbeth N. Gram er medindehaver af, blev valgt til at skabe plakaten, der blandt andet indeholder mottoet “Sydslesvig: Mit Valg √”.
Lisbeth N. Gram har selv et personligt forhold til grænselandet. Med henblik på mindretallet lod hun sig inspirere af fortællingerne fra flere fra Sydslesvig. Blandt andet fra medlemmerne af årsmødeudvalget men også fra fortællingerne i bogen “Et Mindretals Ansigter”. Derved komm hun frem til, at mindretallet har meget med forskellige lag og rødder at gøre. Det har hun indarbejdet i den meget flotte plakat.
Reklame- og kommunikationsbureauet Commocean har også stået for flere visuelle produkter i forbindelse med markeringen af grænsedragningen 1920.
Foruden den nye plakat fik medlemmerne af hovedstyrelsen blandt andet en status på SSF/SdU-projektet “Løveløbet”. Jørn Fischer, SSF 2. næstformand, kunne meddele, at tilmeldingen til løbet den 1. maj nu er startet. På hjemmesiden “www.løveløbet.de" kan man nu tilmelde sig til en af ruterne på 3, 5 eller 10 kilometer.
Mødet i hovedstyrelsen var igen præget af Corona-pandemien, der har ført til talrige aflysninger. Men SSF-formand Gitte Hougaard-Werner understregede dog, at der arbejdes ud fra, at ting kan gennemføres. Særligt hen mod foråret, hvor mange distrikter holder generalforsamling. Teoretisk må distrikterne på grund af pandemien vente til slutningen af august, men det ville med henblik på amtsgeneralforsamlingerne og landsmødet være godt, hvis distrikterne kunne gennemføre i løbet af foråret.