Senior

Æ spritte - glade dage på Flensborg Fjord.

Æ spritte - glade dage på Flensborg Fjord

Af Sølvi Koch

Onsdag den 19.08. indledte forfatter Henrik Ingemann fra Kegnæs efterårssæsonen med et forrygende foredrag om de glade dage på Flensborg Fjord set ud fra spritbådene i Sønderborg. Ca. 50 personer fandt vej til denne interessante og fornøjelige eftermiddag på Flensborghus.
Henrik prydede sit foredrag med mange små anekdoter, som er gået fra mund til mund og er blevet fortalt og genfortalt mange gange, og som han siger, de er ikke blevet kedeligere med årene.
Foredraget indeholdt dels anekdoterne, men også faktuel og oplysende viden om fjordbådenes rutefart mellem bl.a. Flensborg og Sønderborg. Tyskerne var især interesserede i smør og danskerne i cigaretter og andre nydelsesmidler. Fælles for alle var at få en hyggelig, festlig og glad dag på overfarten. Man tog gerne det trafikale kaos med i købet for at få en sjov oplevelse og billige varer med hjem.
Spørgelysten under og efter foredraget var stor og flere af tilhørerne kunne supplere med egne små historier om turen “mæ æ spritte”, der sejlede i perioden 1958-1999.