Nyheder

Afstemningsmøde i erindringskulturens tegn.
Afstemningsmøde i erindringskulturens tegn.
Afstemningsmøde i erindringskulturens tegn.

Afstemningsmøde i erindringskulturens tegn

Torsdag den 14. marts var det på dagen 104 år siden, at der blev holdt afstemning i zone 2. Det var med andre ord dagen, der afgjorde, at de dansksindede i Sydslesvig kom til at leve som mindretal i Tyskland. Afstemningsdagen markeres ikke mindst derfor hvert år den 14. marts, og i år foregik det på Borgerforeningen, hvor programmet efter en velkomst fra SSF-formand Gitte Hougaard-Werner blandt andet bød på en hilsen fra Danmarks generalkonsul i Flensborg, Annette Lind. Det var hendes første afstemningsmøde i Flensborg, men hun kom straks med et konkret ønske:
- Når man i Danmark fortæller om genforeningen i 1920, bør man også altid fortælle om dem, der ikke kom med. Det hører med til historien, fastslog Annette Lind, der tiltrådte 1. marts. 
Efter generalkonsulens hilsen, fortsatte programmet med to oplæg, der hørte sammen. Anke Spoorendonk, fhv. minister i Slesvig-Holsten, og Jens-Christian Hansen, museumsinspektør ved Vendsyssel Historiske Museum, holdt deres oplæg under overskriften „Nazismens arv i Sydslesvig“. Anke Spoorendonk lagde ud og kom i hendes oplæg ind på erindringskulturen og opgøret med nazitidens forbrydelser i Sydslesvig. Det gjorde hun til dels ved at inddrage hendes personlige baggrund. I oplægget kom hun således ind på, hvordan man i Tyskland efter anden Verdenskrig lukkede øjnene for, at mange nazister i anklagemyndighederne ikke havde stået til ansvar for deres forbrydelser. Noget man i Sydslesvig talte meget åbent om. For eksempel vidste man, at sportslægen Fritz Sawade havde en nazifortid. Han boede i Flensborg. Først i 1955 afslørede en anden læge Fritz Sawades sande identitet - Werner Heyde. Som leder af nazisternes eutanasiprogram regnes Heyde for at være ansvarlig for omkring 70.000 dræb. Men i Flensborg levede han et borgerligt liv, og kredsen af dem, der kendte til Fritz Sawades fortid var stor, hvilket fremgik af en efterfølgende retssag.  
Sagen er blot ét blandt flere eksempler på, at opgøret med naziforbyderne først kom sent, og primært fordi enkeltpersoner og interessegrupper pressede på.
Anke Spoorendonk kom også ind på, at det manglende henholdsvis sene opgør med naziforbryderne i anklagemyndighederne hører med til forklaringen på, hvorfor netop anklagemyndighederne var meget anti-danske i 50’erne. 
Danske KZ-fangere
Historiker Jens-Christian Hansen vinklede sit foredrag ud fra de danske KZ-fangere. Hans tese, at erindringskultur starter ved dem, der har oplevet tingene, byggede blandt andet på, hvordan KZ-fangernes oplevelser blev inddraget, da man foretog retsopgøret med naziforbryderne. I den forbindelse kom Jens-Christian Hansen ind på, hvordan transporten fra Frøslevlejren til KZ-Neuengamme prægede erindringerne på de danske fangere. De fleste af dem blev nemlig sendt til KZ-lejren i Hamborg, hvor forholdene var langt mere barske end i Frøslev. Således har transporten i kvægtransportvogne, sproget, råb, tæsk, spark, gøen fra bidske hunde, det fremmede sprog og tøjbunkerne i lejren præget fangerne. Neuengamme var ikke en udryddelseslejr som for eksempel Auschwitz, men borgerne i Hamborg havde på grund af bombardementer brug for friskt tøj. Det fik de fra dræbte KZ-fangere i udryddelseslejrene. 
De fleste af Neuengammens omkring 4.800 KZ-fangere fra Danmark kom i arbejdslejre eller underlejre. Det var for eksempel i Husum-Schwesing, hvor mange af danskerne gerne ville hen. Det var lidt tættere på Danmark og så håbede de på bedre forhold end i Neuengammen. Men også her blev de mødt af naziregimets terror og umenneskelighed. Særligt lejrlederen Hans Hermann Griem og hans stedfortræder Josef Klingler var nådesløse, hvilket KZ-fangerne i historiske dokumenter beskriver i detaljer. 
Historiker Jens-Christian Hansen kom i sit oplæg også ind på, hvilke roller Neuengammens udelejre i Svesing og Ladelund har i dag med henblik på erindringskulturen, og han sluttede sit foredrag med et håb om at der aldrig sættes punktum i fortællingen om nazitidens forbrydelser. Man skal nemlig lære af den, hvilket Jens-Christian Hansen satte spørgsmålstegn ved, om menneskeheden har været og er i stand til.