Nyheder

Lidenskab for gamle køretøjer som fællesnævner.

Lidenskab for gamle køretøjer som fællesnævner

Veteranbiler og andre historiske køretøjer var emnet, da der i onsdags i sidste uge blev afholdt et lille træf for entusiaster af gammel teknik på hjul.
Syv modne mænd fra mindretallet dukkede op ved Slesvighus, til dels med deres biler af ældre dato. Det blev til faglig snak foran bilerne, samt hygge og lidt til ganen indendørs. Udover snak om benzin, diesel, lak og fremskaffelse af reservedele, blev man hurtigt enige om, at denne aften skulle være starten på en lille ”klub” for sydslesvigere med historiske køretøjer. Men når det så er sagt, handler det ikke om at stifte endnu en ny forening med formandskab, vedtægter og regnskab. Tvært imod! Man vil udelukkende mødes uformelt og for hyggens skyld. Der skal nydes fælles udflugter med de gamle køretøjer og dermed skal det være det samlingssted, hvor mindretallets folk med netop denne lidenskab mødes. Det fandtes hidtil ikke. 
Inden corona-årene havde der allerede været et tiltag for at samle denne målgruppe indenfor mindretallets rækker, og det var forbavsende at se, hvor mange der har en gammel bil, motorcykel eller traktor i garagen. 
Nu er muligheden der igen, og hvis dette lyder fristende, så er man meget velkommen til at kontakte SSF-sekretariaterne i Slesvig (Lars Thomsen) og Flensborg (Kay von Eitzen). Herfra udsendes der fremover informationer hhv. invitationer til interesserede sydslesvigere. En ny hyggelig sammenkomst er planlagt til den 17. juli 2024, kl. 18:00 ved Slesvighus.