Nyheder

Børneeventyr i Flensborg Havn: Flaskepost og sømandsknob på historisk fragtskib
Dansk Centralbibliotek og SSF-distriktet Centrum-Duborg-Vest satte fredag alle sejl til, da de inviterede mindretallets børn til det udsolgte maritime arrangement ”Ohøj Landkrabber”. Det historiske fragtskib Gesine fra 1928 dannede rammen om en autentisk og lærerig dag i Flensborg Havn, hvor omkring 40 begejstrede deltagere fik lov at dykke ned i sømandslivet.
Det gamle fragtskibs rummelige lastrum summede af liv og munter musik, Brian O’Driscoll underholdt med sange, som både voksne og børn kunne synge med på. De foldede papirskibe, fik en pirathistorie og hyggede sig. På dækket og i styrehuset fik de nysgerrige landkrabber rig mulighed for at lære om havnens liv, øve ægte sømandsknob og – som dagens absolutte højdepunkt – selv få lov til at dreje skibets store rat.
Børnenes mange spørgsmål blev kyndigt besvaret af matroserne Inge Marie og Thyra samt kaptajn Kay, der var sejlet til i skibet Holnis (fra Flensborg Yacht Club) for at indvie de yngre generationer i det maritime univers omkring Flensborg Havn.
Som afslutning på en begivenhedsrig dag skrev og tegnede børnene personlige hilsner, som blev lagt i en flaskepost. Flaskeposten blev ceremonielt kastet over bord fra hækken af det gamle fragtskib, og nu venter arrangører og børn i spænding på at se, hvor vind og bølger bringer hilsnerne hen i de kommende uger eller måneder.



