Senior

Det Humanitære Udvalg på Rude Strand Seniorhøjskole.
Det Humanitære Udvalg på Rude Strand Seniorhøjskole.

Det Humanitære Udvalg på Rude Strand Seniorhøjskole

Af Birgit Messerschmidt, formand for Humanitært Udvalg

For 31 sydslesvigske seniorer blev det i sidste uge til et givtigt og inspirerende ophold på Rude Strand Seniorhøjskole.
Kursuslederne Louise Brand-strup og Søren Jensen samt forstanderparret Helle og Carsten Holvad fandt de rette ord ved morgensamlingerne, som gav anledning til megen latter, eftertænksomhed og mange gode samtaler med medkursister til resten af dagen. 
Foredragsholderne, som højskolen havde inviteret til kurset, sørgede for et bredt spektrum af spændende foredrag, lige fra Me-Too-bølgen til højskolesangbogens værdifulde beskrivelser af det væsentlige for os mennesker, demokratiets fødsel set igennem et æble, og om ”Erindringer”, kan vi stole på det, vi husker?
Komponisten Erik Sommer kom og sang med kursisterne, og fortalte om de sange, der blev sunget den formiddag. Digteren Iben Krogsdal tog os med i hendes salmedigterunivers og fortalte om arbejdet med at forfatte nye salmer. Psykologen Helen Eriksen holdt et meget humørfyldt foredrag, hvor hun med megen humor og indsigt gav os et tydeligt billede af, hvad vi sammen og hver især kan gøre for at få mere energi i livet. Jacob Hogrebe, der dannede orkesteret De Splittergale i 1990, kom en aften og fortalte om, hvordan fordomme om psykisk sårbarhed nedbrydes med forestillinger af gamle gøgler-og gårdsangertraditioner.  
En udflugt til Moesgård, hvor udstillingen gav mulighed for at opleve guidede ture omkring ”Egypten- besat af livet” , ”Mumier og Kvinder i oldtiden”, var en dejlig afveksling i forløbet af  dagene på højskolen.
Der var forkælelse med lækker mad, imødekommen- og hjælpsomhed fra alle på højskolen der gjorde, at man befandt sig godt tilpas lige fra første stund.
Opholdet og fællesskabet på højskolen blev igen til en uforglemmelig oplevelse, hvor man fyldtes med masser af vitaminer til hjerte og hjerne.