Kultur

En aften hvor bluesen fik Flensborg til at svinge.
En aften hvor bluesen fik Flensborg til at svinge.

En aften hvor bluesen fik Flensborg til at svinge

Allerede før den første tone blev slået an, var det tydeligt, at der var noget særligt på vej i gården ved Flensborghus. Solen stod over byen, vinden havde næsten lagt sig, og køen til koncerten med Thorbjørn Risager & The Black Tornado strakte sig helt fra Flensborghus og ned mod biblioteket. Og da musikken først gik i gang, blev der leveret. Thorbjørn Risager og hans musikere gav publikum en omgang livemusik, som både havde tyngde, charme og masser af energi. Bluesen var hele tiden udgangspunktet, men den blev blandet med rock, soul, funk og moderne elektroniske elementer. Koncerten var arrangeret i et samarbejde mellem Flensburger Hofkultur, SdU og SSF. 
Mange højdepunkter
En af koncertens store oplevelser var guitaristen Joachim Svensmark, som er det yngste medlem af The Black Tornado. Han fik god plads på scenen til at vise, hvad han kan, og det blev bemærket. Efter koncerten var der masser af ros til den unge guitarist fra publikum. Musikerne havde ikke kun styr på instrumenterne. De havde også tydeligvis godt humør. Et andet højdepunkt var blæsersektionen der sørgede for flere muntre øjeblikke i løbet af aftenen. Der blev danset på scenen, og mellem numrene blev der fortalt historier, som fik publikum til at grine. Under sangen “Train” blev Hans Nybo eksempelvis forvandlet til lokomotivfører. 
En skøn aften 
Da den sidste tone var klinget ud, var der ikke meget at klage over. Tværtimod. Musikerne roste efterfølgende både publikum og Flensborghus og gentog flere gange, hvor glade de havde været for at spille netop dér. Og det var tydeligt, at begejstringen gik begge veje. For det er svært at gå fra en koncert med Thorbjørn Risager & The Black Tornado uden at være i godt humør. Der var ganske enkelt ikke meget, der manglede denne sommeraften. Solen havde sørget for vejret. Publikum sørgede for stemningen. Og The Black Tornado sørgede for musikken.