Nyheder

Endnu et historisk valgresultat for SSW.
Billedet er fra landdagsvalget, hvor SSW ligeledes sikrede et historisk resultat. (Foto: SSF)

Endnu et historisk valgresultat for SSW

Mindretalspartiet SSW (Sydslesvigsk Vælgerforening) oplevede endnu en historisk aften, da der søndag blev holdt kommunalvalg i Slesvig-Holsten.
Kommunalvalget afgør de politiske forhold i kommuneråd, byråd samt amtsråd, og ved seneste kommunalvalg i 2018 fik SSW 2,3 procent af stemmerne, hvilket var et skuffende resultat. Partiet havde derfor sat sig målet at komme over 3 procent, hvilket lykkedes på fornem vis. Med 4,4 procent kan der med rette tales om et historisk valgresultat. Hele omfanget bliver især tydeligt, når man zoomer ind på valgkredsene i Sydslesvig, hvor det danske mindretal hører naturligt hjemme. Her fik SSW omkring 50.000 stemmer. Det betyder, at omkring 250 mandater er opnået. Ved seneste kommunalvalg var det 176 mandater. Dertil kommer, at SSW vandt flere valgkredse. Det gælder for eksempel i Flensborg, hvor SSW vandt 11 valgkredse, og med 24,8 procent af stemmerne sikrede sig pladsen som byens største parti. Det er ikke sket de seneste 60 år. På andenpladsen er De Grønne med 23,6 procent, CDU opnåede 19,1 procent, SPD 13,5.
Også i nabokommunen, Harreslev gik, det over alle forventninger. Her vandt mindretallets parti samtlige valgkredse og er kommet op på 39,2 procent.  
Men også uden for mindretallets formentlige højborge opnåede SSW historiske resultater. I Kiel er partiet gået fra to til fire mandater, i Rendsborg-Egernførde fra to til seks. I Slesvig-Flensborg Amt sikrede SSW sig ti mandater, i Nordfrisland ni.
 

Vindere og tabere
Foruden SSWs kæmpe succes, gik det godt for CDU. For selv om kristdemokraterne måtte leve med en mindre tilbagegang i stemmeprocenten - de gik fra 35,1 procent i 2018 til 33,8 procent – beholder ministerpræsidentens parti førertrøjen på. Det skyldes ikke mindst, at SPD igen er gået tilbage. Socialdemokraterne er gået fra 23,3 procent i 2018 til 19,4 procent. Men immervæk forsvarede SPD andenpladsen, hvilket også skyldes, at De Grønne kun fik en lille fremgang fra 16,5 procent i 2018 til 17,7 procent.
Stor fremgang fik derimod AfD. Partiet på den yderste højrefløj kom op på 8,1 procent. Ved landsvalget i 2022 nåede det omstridte parti ikke over spærregrænsen på 5 procent.  

Tredje succes
Kommunalvalget søndag var SSWs tredje succes i streg. I 2021 opnåede mindretalspartiet et mandat i Forbundsdagen i Berlin, hvilket ligeledes var historisk. Året efter slog partiet så til ved landdagsvalget, hvor SSW kom op på 5,7 procent. Det betød, at mindretalspartiet gik fra tre til fire mandater.