Nyheder

Folketinget kommer på besøg.

Folketinget kommer på besøg

Fra den 16. til 18. juni gennemfører Folketinget en stor orienteringsrejse til det dansk-tyske grænseland med besøg hos både det danske mindretal i Sydslesvig og det tyske mindretal i Sønderjylland.
Rejsen er arrangeret på initiativ af Folketinget og har til formål at give folketingsmedlemmerne mulighed for at opleve grænselandets særlige historie, kultur og mindretalsliv på nært hold.
Danmarks Generalkonsulat i Flensborg og Sydslesvigsk Forening glæder sig over besøget og ser det som en vigtig anledning til at styrke kendskabet til det danske mindretals arbejde og betydning i Sydslesvig.
- Vores grænseland er en modelregion og et stærkt eksempel på fredelig sameksistens, kulturelt fællesskab og demokratiske værdier. Det glæder vi os til at vise Folketingets medlemmer, når vi byder dem velkommen til Sydslesvig. Det har særlig betydning for mig som tidligere folketingsmedlem at give dem et indblik i det dansk-tyske samarbejde og det stærke fællesskab, der præger grænselandet, siger generalkonsul Annette Lind.
- Båndet til Danmark er afgørende for os som dansk mindretal. Vi er en del af folkefællesskabet, men vi lever dog en lidt anderledes dansk hverdag, end man gør nord for grænsen. Ikke mindst derfor glæder vi os meget til at byde Folketingets medlemmer velkommen, og vi er taknemmelige for at få lejlighed til at give et indblik i livet for os som dansk mindretal i Sydslesvig, siger SSF-formand Gitte Hougaard-Werner.
Det endelige program for besøget offentliggøres på et senere tidspunkt.