Nyheder

Hovedstyrelsen orienteret om museumsbyggeri og jubilæumsår
Tirsdag den 8. juli mødtes SSFs hovedstyrelse på Bredsted Danske Skole.
Aftenens vært var SSF Bredsted og omegn, og distriktsformand Jeanette Huy indledte mødet med et indblik i det lokale arbejde. Her fremhævede hun det stærke fællesskab og den gode energi, der kendetegner foreningen i Bredsted. En engageret bestyrelse, tæt samarbejde med både skole, kirke og FDF samt en stærk følelse af sammenhold skaber gode rammer for aktiviteterne. - Folk føler, at det er et ’vi’ i Bredsted, lød det blandt andet fra formanden.
Herefter fulgte beretningen fra SSFs formand Gitte Hougaard-Werner og tre orienteringer fra SSFs udvalg og institutioner.
Årsmøderne i jubilæumsåret
Formanden for Årsmødeudvalget, Lill Magill, kunne se tilbage på et særdeles vellykket jubilæumsårsmøde.
Over 14.600 gæster deltog i de mange arrangementer i Sydslesvig. Især salget af årsmøde-merchandise var højere end tidligere år – ikke mindst takket være den flotte og festlige jubilæumsplakat.
Humanitært Udvalg i fuldt sving
Formanden for Humanitært Udvalg, Birgit Messerschmidt, fortalte om endnu et aktivt år med over 1000 deltagere i udvalgets arrangementer. Programmet spænder bredt og har stor tilslutning. Efterårsprogrammet ligger allerede klar og udkommer snarest.
Nyt museum tager form ved Danevirke
Museumsleder Lars Erik Bethge gav hovedstyrelsen et aktuelt overblik over byggeriet af det nye Danevirke Museum. Grundfundamentet er nu støbt, og den nye bygning begynder at tage form. Han kunne desuden dele en særdeles glædelig nyhed: Augustinus Fonden har bevilget yderligere 5 millioner kroner til projektet.
Bethge delte også indblik i det kommende museums indretning, hvor der bliver lagt vægt på interaktive oplevelser i stedet for kun at fremvise historiske artefakter. Målet er, at både børn og voksne aktivt skal kunne gå på opdagelse i Danevirkes historie.
I forhold til besøgstal tegner der sig et blandet billede. Antallet af skoleklasser er steget markant i 2025 og allerede i årets første halvdel har museet haft flere skolebesøg end i hele 2024. Det skyldes blandt andet det nye undervisningmateriale ”Gudruns Rejse”, som er blevet taget rigtig godt imod på skolerne. Til gengæld er besøgstallet blandt voksne faldet, da mange ifølge Bethge venter til det nye museum står færdigt. Derfor har man besluttet at lukke den midlertidige containerudstilling, der kærligt bliver kaldt ”pavillionen” i november 2025. Skoleklasser og grupper vil dog fortsat kunne besøge Danevirkes grund.



