Formandens mundtlige beretning til SSFs landsmøde den 10.11.2018 i Husum

Når man ser tilbage på året siden sidste landsmøde, så er der én ting, man vist kan sige med sikkerhed: vi har ikke kedet os.

Det har været noget af en rutsjebanetur, der gik dybt ned med Mindretallenes Hus, op på toppene med Danevirke og det dobbelte statsborgerskab og langt ud i svingene med Minority SafePack og sprogdebatten. Der har været mange små højdepunkter, der gav en god fornemmelse i maven, – foreningsudviklingen, årsmøderne, et utal af vellykkede distrikts- og kulturarrangementer –, og lige nu drøner vi så atter ned i en dal med skolelukninger hængende over hovedet.

I det sidste år er der sket rigtig meget, men det vigtigste først: Foreningens udvikling.

Foreningsudviklingen

Og vi kan roligt sige, at SSF er inde i en god gænge. Medlemstallet er med aktuelt ca. 16.000 på højt niveau og stiger fortsat støt. I så godt som alle amter har der været medlemsfremgang, i ét har tallet været nogenlunde konstant. Jeg synes, at det er en flot præstation taget i betragtning, at vi ligesom de fleste andre foreninger af vores slags i Danmark og Tyskland, har flest ældre medlemmer. Det kan I, kære medlemmer, der i hverdagen hverver nye til SSF, være rigtigt stolte af! 

Kære venner,

med over 1.600 arrangementer og henved 49.000 deltagere – uden årsmøderne, vel at mærke – har vores amter og distrikter 2017 lagt grundlaget for det danske arbejde i Sydslesvig. Og intet tyder på, at det vil være væsentligt anderledes, når tallene for 2018 gøres op. Det er Jer ude i distrikter og amter, der udgør rygraden i det danske arbejde for de voksne og familierne i Sydslesvig, og det skylder vi Jer en stor tak for!

Ligesom de danske skoler og daginstitutioner i Sydslesvig er I en vital del af en samlet organisme, som vi kalder det danske mindretal. Hvis det ene falder bort, så uddør hele dele af vores fællesskab. Derfor et det vores fornemste opgave som overordnet ledelse for SSF at gøre, hvad vi kan, for at sikre gode rammebetingelser for dette folkelige basisarbejde. Det sørger vi ikke mindst for med den proces, vi kalder foreningsudviklingen.

Foreningsudviklingen i SSF er ikke en forkromet strukturplan fra et konsulentbureau. Det er bestræbelsen på at gøre det, I ønsker, for at have bedst mulige vilkår for Jeres arbejde – under de givne økonomiske rammer. Og dette er ikke ændringer i foreningens struktur. Det er blevet tydeligt på de møder, der har fundet sted siden sidste landsmøde.

Men selvom der grundlæggende er tilfredshed med SSFs struktur, ændrer dette ikke noget ved, at vi alle sammen står overfor store udfordringer. Flere og flere mennesker har ikke overskud, tid eller vilje til at udføre et stykke frivilligt arbejde. Tiden, hvor det omfattende engagement i distrikt, menighed, forældrekreds og vælgerforening føltes som en pligt for mange, er længst forbi. Vores svar på dette kan kun være, at hverve flere nye medlemmer og give dem, der vil gøre en aktiv indsats for SSF, fuld opbakning, gøre det mere attraktivt for dem. De skal lokalt og regionalt have det frirum og den understøttelse, der skal til, for at de kan omsætte det, de selv forestiller sig under et tidssvarende folkeligt basisarbejde i mindretallet. Og de skal vide, at SSF giver disse friheder.

Disse overvejelser ligger også til grunde for ideen om at støtte unges kulturaktiviteter. SSF vil gerne yde støtte til unge, der i eget regi gerne vil beskæftige sig med dansk kultur på den ene eller anden led, det være sig et projekt i Sydslesvig eller måske en gruppeudflugt fra mindretallet til en musikfestival i Danmark. Nu har vi brug for Jeres opbakning til at transportere dette tilbud videre til de unge i Jeres region.

Hvis der skal hverves nye medlemmer og aktive til SSF, så skal det ske indenfor mindretallets rammer. Der er i SSFs basis et udpræget ønske om et tættere samarbejde med skolerne og de andre foreninger og institutioner. SSFs ledelse følger dette op ved at intensivere kontakten til de andre organisationers bestyrelser.

SSFs forretningsudvalg og Skoleforeningens styrelse har i flere år talt om at knytte endnu tættere bånd mellem skolen og det folkelige foreningsliv. SSFs idé er, at skolerne udpeger en såkaldt foreningsambassadør, der holder kontakten til foreningslivet og til gengæld får en timereduktion, som der f.eks. også gives for gårdvagt. Samtidig kunne SSFs distriktsbestyrelser udpege såkaldte ”forældreambassadører”, der holder tæt kontakt til skolens forældrekreds og vejleder omkring de andre dele af mindretallet. Ideen er, at begge ambassadører arbejder tæt sammen for at styrke båndene mellem skole og distrikt og bidrager til at integrere de nye i vor mindretalsverden. 

Hidtil har vi desværre ikke kunnet overbevise Skoleforeningen om, at dette er et forsøg værd. Men vi har ikke opgivet idéen og vil fortsat kæmpe for den. Vi kan kun opfordre vores distrikter til at styrke disse kontakter lokalt ved så vidt som muligt at deltage i forældrearrangementer, prikke til forældre ved årsmødearrangementer og så videre.

Forudsætningen for at kunne tage fat på forældrene og hverve nye aktive er, at værktøjskassen til det er fyldt op. Vi har med nyt velkomstmateriale kunnet imødekomme ønsket om bedre redskaber til at fremme denne kontakt og skabe opmærksomhed omkring SSF. Og vi fortsætter med at aktualisere og udvide informationstilbuddet både på papir og skærme.

Og slutteligt hører til gode rammer for Jeres arbejde rundt omkring også bygningerne. Vi gør, hvad vi kan, for at indhente det efterslæb af renovering og modernisering, der er rundt omkring. Det sker løbende, om end af hensyn til økonomien ikke så hurtigt, som man kunne ønske sig det hist og her. Desuden søger vi i år projektmidler til en udbygning af første sal på Slesvighus, som allerede i mange år står øverst på Gottorp amts ønskeseddel. Vi håber, at det vil lykkes i denne ombæring.

Mindretallenes Hus

En anden bygning, der unægteligt har optaget mange i det sidste år, har været Mindretallenes Hus. Debatten om dette årelange SSF-BDN-FUEN-projekt har være ført på mange ledder og kanter, for nogles vedkommende med helt andre dagsordener og også med en hel del fejlagtige informationer. Det kan man beklage. Men vi i SSFs ledelse må dog også gribe i egen barm. Vi må erkende, at vi ikke i hele forløbet har været gode nok til at præsentere mellemregninger og transportere informationer nok til at give et omfattende billede og overbevise. Det beklager vi.

Siden årsskiftet 2017/2018 har vi i hvert fald gjort alt, hvad vi kunne, for at transportere alle informationer og besvare alle spørgsmål, men da var det for sent. I januar 2018 måtte vi meddele kulturminister Mette Bock, at vi dropper Pakhusprojektet, fordi der ikke er opbakning til det i det danske mindretal. Og i maj 2018 besluttede SSFs hovedstyrelse, at SSF trækker sig helt ud af bestræbelserne om at realisere et sådant mindretalscenter i grænselandet. Efter at en simpel informationsfolder med nøgterne facts om projektet atter havde skabt splid blandt Samrådets organisationer, var der ingen anden mulighed.

For at sige det tydeligt: Det er ikke faldet nemt at tage denne beslutning. Enkelte af SSFs amter har godt nok kategorisk afvist, at det er en SSF-opgave, at forcere planen om et Mindretallenes Hus. Men andre igen har brændt for ideen og har kun med åbenlys modvilje godkendt FUs forslag om at droppe planerne om et Mindretalles Hus i vores regi. Derfor vil jeg takke Jer for, at det lykkedes os i fællesskab at gå denne vej.

Og jeg vil også gerne understrege, fordi det til tider blev blandet sammen i debatten: Et nej til Mindretallenes Hus betyder ikke et nej til internationalt arbejde. Samarbejdet med andre mindretal indenfor Tyskland og på europæisk plan er en fast del af SSFs og andre danske organisationers opgaver. Vi vil også fortsat samarbejde solidarisk. Mødet med andre mindretal beriger det danske mindretal. Det stopper vi ikke med, kære venner!

Sluttelig er for SSF nu spørgsmålet, hvad der skal ske med det historiske pakhus i Flensborghus’ baggård. Det er der delte meninger om. Nogle vil af med det så hurtigt som muligt. Andre vil beholde det som udviklingspotentiale og henviser til, at huset kan stå tomt i lang tid uden at det koster SSF alverden. Indtil videre er det besluttet at bede en ejendomsmægler kigge på pakhuset og vurdere, hvad bygningen er værd, og om der findes én eller flere potentielle købere. Men den endelige beslutning er endnu ikke taget. På hovedstyrelsens møde den 20. november vil Pakhusets fremtid atter være på dagsordenen. Vi skal finde den helt rigtige løsning, som vi alle kan leve med.

Vores tidligere partnere og støtter i dette projekt – FUEN, Bund Deutscher Nordschleswiger samt politikerne i Flensborg, Kiel og Berlin – står tilbage med spørgsmålet, om de på anden måde kan realisere dette projekt i Flensborg, som de fortsat ønsker realiseret. Men det er nu op til FUEN at udvikle et nyt koncept sammen med de tyske partnere uden SSF.

UNESCO

Hvis debatten om Mindretallenes Hus markerer det dybeste sted i det forløbne år, så er UNESCOs verdensarv-status til Danevirke højdepunktet. Det har krævet flere tilløb, inden ansøgningen kom ind i slutrunden, men til sidst nåede vi det. Mindretallet har været med til at give et af Danmarkshistoriens mest betydningsfulde og største bygningsværker verdensstatus. Det kan vi være stolte af.

For der er virkelig ingen grund til at stille SSFs lys under en skæppe i denne sammenhæng. Ansøgningen til UNESCO er blevet til hos Archäologisches Landesamt i tæt samarbejde med Landesmuseen og ikke mindst med Danevirke Museum. Vi alle – både mindretallet og Danmark – skylder museumsleder Nis Hardt en kæmpestor tak for hans rolle i UNESCO-ansøgningen. Godt gået, Nis!

SSF er sig nu det ansvar bevidst, der ligger i dette kulturpolitiske ridderslag. For med henblik på Danevirke er der en klar arbejdsdeling, der forpligter det danske mindretal. Flertallet i Slesvig-Holsten har overladt den museale formidling af Danevirkes historie og betydning til SSFs museum. Vores tyske partnere forventer, at vi i denne nye situation drager tilsvarende konsekvenser. Dette ansvar tager vi glædeligt på os.

SSF arbejder med at fremtidssikre museet på længere sigt. Det kræver omhu og omtanke og udmøntes ikke fra den ene dag til den næste. Men her og nu er der brug for, at museets udstilling aktualiseres. Det sørger vi for i 2019. Desuden vil vi søge om projektmidler til at etablere en meget tiltrængt besøgstjeneste på museet i 2019 og 2020.

Tak også til generalsekretæren, der i forhold til Danevirke spiller en vægtig rolle i baggrunden med at holde trådene sammen og holde kontakten til vores samarbejdspartnere i Danmark og Tyskland. Det gælder i øvrigt også for et andet af årets højdepunkter: den danske regerings beslutning om at give engagerede medlemmer af mindretallet mulighed for at opnå dansk indfødsret.

Dobbelt statsborgerskab

Siden juli 2018 har danske sydslesvigere med tysk statsborgerskab principielt mulighed

for at erhverve dansk indfødsret, altså at opnå ”dobbelt statsborgerskab”. Forudsætningen er, at de opfylder en række kriterier, der skal dokumentere deres tætte tilknytning til det danske mindretal.

Muligheden, som SSF og især Jens A. har arbejdet for i flere år, er en fornem gestus fra Danmark overfor mindretallet, som vi sætter overordentlig stor pris på. Samtidig vil jeg dog også her understrege, at det dobbelte statsborgerskab er et personligt valg og ingen forventning til nogen. Det er udtryk for den enkeltes forhold til Danmark og siger ikke noget om personens tilknytning til det danske mindretal. Og det må aldrig spille en rolle hverken for den danske eller den tyske stat, hvor mange der gør brug af den mulighed. Passet er hverken målestok for mindretallets størrelse eller for en persons sindelag. Det holder vi fast i, kære venner!

Sprogdebatten

Kontrastprogrammet til det danske pas til engagerede sydslesvigere var den sprogdebat, der kulminererede her til sommer.

Mindretallet har med jævne mellemrum ført sprog- og identitetsdebatter. En dansk sprogforsker konkluderede i slutningen af 90’erne, efter at have gennemgået alle de sprog- og identitetsdebatter, der er blevet ført igennem tiderne, at de allesammen blot løb ud i sandet, uden at der blev draget nogen som helst konklusioner eller konsekvenser. Det vi denne gang muligvis være lidt anderledes.

For det første, fordi SdU siden 2017 allerede har formuleret en egen sprogpolitik under overskriften „Sprogkultur i SdUs foreninger og landsdelsorganisationer”. Og også Skoleforeningen er i gang med en sprogpolitik, der skal tydeliggøre forventningerne til forældrenes sprogkundskaber.

For det andet får sprogdebatten denne gang måske noget mere gennemslagskraft, fordi fremtrædende danske politikere har udtalt, at de synes, at der bliver talt for meget tysk. De har desuden vurderet, at den almene udvikling i begge mindretal – det danske og det tyske – på længere sigt kunne få en indflydelse på Folketingets bevilling til deres arbejde.

Vi har i hvert fald valgt at tage det alvorligt, når bl.a. kulturministeren udtrykker klare forventninger om en ”kædestramning”. SSF foreslog Samrådet på mødet i oktober, at der bliver udgivet en erklæring om, at mindretallet vil formulere en overordnet fælles sprogpolitik. Men det ønskede de andre organisationer ikke med henvisning til det, der allerede foregår indenfor SdU og Skoleforeningen.

Dette ændrer dog ikke ved, at det overordnede mål for alle foreninger i mindretallet må være, at nye medlemmer bliver to-sprogede. Men det kræver en styrket og mere varieret indsats for sprogundervisning for voksne.

Derfor har SSF også engageret sig for, at de forskellige organisationers bestående tilbud af sprogkurser afstemmes bedre med hinanden, videreudvikles med moderne læringsformer og markedsføres som én pakke. Det vil gøre det meget nemmere for de ”nye” at få overblik og vælge det, der passer til dem og deres hverdag. Biblioteket har været med på ideen, og Samrådet har efter forslag fra Voksenundervisningsnævnet taget den til sig. Nu skal en lille koordineringsgruppe kigge på en snarlig forbedring og samordning af undervisningstilbuddene. Det er vi meget glade for.

Vi i SSF mener desuden, at vi med de førnævnte lokale foreningsambassadører og forældre­ambassadører også kunne være til stor gavn i denne sammenhæng.

Sproget er et af de emner, der afgør den fremtidige udvikling i det danske mindretal. Derfor har vi også bedt Skoleforeningens direktør Lars Kofoed-Jensen om bagefter at lægge op til debat om dette emne under overskriften „Dansk sprog og identitet“, og vi håber at rigtigt mange af Jer vil deltage i diskussionen.

Jubilæer

Lad mig endnu fremhæve nogle højdepunkter, der ligger forude, og hvor vi har brug for alles opbakning. I det kommende år markeres ikke færre end fire store jubilæer. 2019 fejrer vores tilsluttede organisation Foreningen Norden sit 100 års jubilæum. De sydslesvigske børns ferierejser til Danmark fylder 100. Vores avis, Flensborg Avis, runder endda de 150 leveår og vil i denne anledning også ændre på avisen, så den dækker mindretallet og dets lokale arbejde bedre. Det ser vi frem til med spænding. Og vores flag, Dannebrog har 800 års jubilæum. Især flagets og Foreningen Nordens jubilæum vil stå i centrum på årsmøderne 2019. Men der vil også være en lang række andre festlige begivenheder i anledning af disse fødselsdage.

Medarbejderstaben

Til foreningsudviklingen hører også, at vi ser på medarbejderstaben og dens arbejdsvilkår. Derfor har vi i år søgt en usædvanlig forhøjelse af vores tilskud fra Danmark, for at kunne aflaste vores medarbejdere dér, hvor det brænder særligt på, og ikke mindst at være i stand til med henblik på 2020 at styrke vores informationsarbejde med sigte på den danske befolkning og understøtte Danevirke Museum. Det skylder vi dem, der hver dag gør en stor professionel indsats for vores foreninger på generalsekretariatet, rundt omkring på amtssekretariaterne, på Danevirke Museum og andetsteds.

Fristelsen til at fremhæve enkeltes engagement og kompetencer er stor, men opremsningen ville blive alenlang, så ingen nævnt ingen glemt. Men til dem alle vil jeg på forsamlingens vegne sige: Vi er glade for Jeres understøttelse i det forløbne år, som vi folkevalgte aldrig ville have klaret os foruden. Vi ved at kravene til Jer er vokset – fordi der stilles højere krav udefra, fordi der kommer nye opgaver til, og fordi folkevalgte nu om dage har brug for og kræver mere aflastning, så der i deres liv også er plads til jobbet, familien og andet. Tak for det, kære SSF-team. Tak til generalsekretæren for stort engagement, godt arbejde og stor loyalitet. Og sidst – men bestemt ikke mindst – tak til de andre medlemmer af forretningsudvalget for godt samarbejde, gode diskussioner og gode løsninger.