Nyheder

Mindeord over ”Lotti”.
(Arkivfoto: Trine Flamming)

Mindeord over ”Lotti”

Lieselotte „Lotti“ Wiese gik fra os den 30. september 2024. Ildsjælen var på mange måder en institution i Arnæs, hvor hun som ingen anden stod for det danske arbejde - også selv om hun aldrig sådan helt lærte sproget. I et interview med Flensborg Avis, der i efteråret 2023 havde talt med Lotti op til hendes 90-års fødselsdag, beklagede hun, at hun kun kunne læse og forstå dansk, men aldrig havde lært at tale sproget. Men det lå hellere ikke i kortene, at Lotti skulle blive en aktiv del af det danske mindretal. Hun kom nemlig forholdsvis sent ind i det. Faktisk gjorde hun det, fordi hun efter den lokale tyske skole lukkede, valgte dansk skolegang for hendes børn. Men da den beslutning var truffet, gik Lotti helt ind i mindretalslivet. I mere end 60 år var hun aktiv i SSF, hvor hun blandt andet var formand for distriktet i Arnæs. For SSW beklædte hun en række politiske hverv. Hun var medlem af byrådet og adskillige politiske udvalg, hun var borgerforstander og viceborgmester. Desuden var hun formand for menighedsrådet og hun var engageret i ældreklubben. Ja, der er ingen tvivl om, at det frivillige arbejde og det danske mindretal lå Lottis hjerte nært. Hun var ikke mindst derfor indbegrebet for det danske arbejde i Arnæs, og hun vil blive savnet. 
Æret være Lottis minde