Nyheder

Mindretallene i sorg efter ildsjæls pludselige død.

Mindretallene i sorg efter ildsjæls pludselige død

En tragisk død har rystet mindretallet - det frisiske, men også det danske og andre europæiske mindretal. For Ilse Johanna Christiansen, der pludseligt døde forgangne uge, var ikke kun en sand og dygtig lobbyist for det frisiske mindretal. Ildssjælen Ilse Johanna kæmpede for grundlæggende mindretals rettigheder, ligestilling og anerkendelse. Det gjorde hun også på europæisk plan i mindretalsunionen FUEN, hvor hun fungerede som aktiv og overbevisende part af et større fællesskab. 
Ilses hjertesag var det frisiske, hvilken ingen, der har mødt hende, har kunnet være i tvivl om. Hun har varetaget talrige poster i den forbindelse. Det gælder for eksempel i Friisk Foriining, Frasche Rädj seksjoon nord og Interfrisisk Råd, som hun var formand for. Ilse har også været medlem af mindretalsrådet for de fire anerkendte nationale mindretal i Tyskland. 
Men Ilse var kendt langt ud over det frisiske fællesskab, og det kan næppe undre nogen, at Slesvig-Holstens ministerpræsident Daniel Günther (CDU) var blandt de politikere, der kondolerede efter at meddelelsen om Ilses død blev offentliggjort. 
Det danske mindretal og Ilse Johanna
Båndene til det danske mindretal var ligeledes meget tætte. Ikke mindst på grund af arbejdet i Friisk Foriining og i SSW, hvor Ilse i mange år har været aktiv på kommunalpolitisk plan. Det førte blandt andet til en post som viceborgsmester i Bredsted, hvor hun i april i år blev valgt som borgerforstander i kommunen. Det var for øvrigt første gang, at Bredsted havde en repræsentant fra et mindretalsparti på den post.
Men også i forbindelse med mindretalsarbejdet i FUEN, har samarbejdet med det danske mindretal været tæt, tillidsfuldt og givende. Ilse slog et slag for den dansk-tysk-frisiske region. Således stod hun ved seneste FUEN-kongres på scenen, hvor hun præsenterede Husum og friserne som vært for organisationens årlige kongres. Det vil sige, at Ilse var en af de afgørende faktorer for, at der i september 2024 kommer omkring 200 delegerede fra 26 forskellige lande og mere end 50 forskellige medlemsorganisationer til Husum. 
Ilse sad også med ved bordet, da det handlede om, hvorvidt grænselandets mindretal skulle lægge billet ind for at få mindretallenes EM til regionen. På den måde har hun været en drivende kraft for at øge mindretallenes synlighed, og hun glædede sig meget til fodboldturneringen og til at byde de mange forskellige mindretal velkommen hos friserne. Det er da også svært at forestille sig disse to vigtige arrangementer uden Ilse Johanna, der lige lister sig i front på et gruppebillede - med det frisiske flag i hænderne. 
Hun vil blive savnet, og mange af gæsterne kommer helt sikkert til at spørge, hvor Ilse er henne. 
Det kommer hendes børn og børnebørn også til. For Ilse gik pludseligt - og alt for tidligt. 
Vores tanker går til de pårørende.

Æret være Ilse Johannas minde.

På vegne af SSF
Gitte Hougaard-Werner, SSF-formand
Jens A. Christiansen, SSF-generalsekretær