Nyheder

Mød det danske mindretal på Folkemødet.

Mød det danske mindretal på Folkemødet

Når der fra den 13. til den 15. juni igen holdes Folkemøde på Bornholm, så er det danske mindretal også med igen. I samarbejde med Grænseforeningen, Grænseforeningen Ungdom og Sydslesvigudvalget, står repræsentanter fra de sydslesvigske organisationer klar til at byde ind med et interessant program, der lokker folk ind i Sydslesvigteltet. 
Omfattende program
Tilrettelæggelsen af programmet, koordineres af Grænseforeningen, og der arbejdes på højtryk for at få alle brikker til at falde på plads. Men det ser ud til, at der atter en gang præsenteres et mangfoldig og spændende program. Således venter debatter som for eksempel „Når kirken ikke længere er det naturlige valg“, „forebyggelse af mistrivsel blandt børn“, „Tysk indvandring til Sønderjylland stiger“, „Øget inddragelse af de unge“, „Højredrejning i tysk politik“ og „Den frie dannelse i Vestermølle Danske Skole og Sæby Friskole“. Foruden debatterne venter gæsterne af Sydslesvigteltet også en række sangarrangementer, et løveløb light og en quiz, hvor tre politikere fra Sydslesvigudvalget møder tre håbefulde unge 12-årige bornholmere i en dyst på paratviden om Sydslesvig.
Kæmpestranden
Sydslesvigteltet har fået en anden beliggenhed end før. Mens teltet typisk har været i området i nærheden af Cirkuspladsen, ligger det i år på området „Kæmpestranden“, der er til højre for Allinge havn. Området er markeret med bogstavet J, og Sydslesvigteltet kan findes på kortet under J29. Det ligger ved siden af Intact Denmark og Ældre Sagen, og overfor Den Danske Europabevægelse.