Af Nina Lemcke

Sikke en afslutning på den første Norder Jazz Festival! Flensborghus var fyldt, da Sunbörn gik på scenen til festivalens sidste koncert. Få øjeblikke senere var der nærmest en musikalsk eksplosion i salen - og ingen kunne længere sidde stille.
Sunbörn har allerede en historie på Flensborghus. I 2015 spillede bandet her under navnet KutiMangoes - en hyldest til den store nigerianske afrobeat-musiker Fela Kuti. Siden skiftede bandet navn til Sunbörn, og musikken har udviklet sig videre. De afrikanske rødder er stadig tydelige, men møder i dag et nordisk udtryk og en helt egen lyd.
Del af oplevelsen
På scenen stod Michael Blicher, Aske Drasbæk, Gustav Rasmussen, Johannes Andresen, Magnus Jochumsen og Casper Mikkelsen.
Der gik kun to numre, før de første i publikummet forlod stolene og begyndte at danse. Efter pausen var næsten hele den fyldte sal på benene. Det var ikke længere en koncert, hvor musikerne stod på en scene, mens publikum sad og kiggede på. Hele salen blev en del af oplevelsen.
Det er måske noget af det mest fantastiske ved Sunbörn. I mange af de musiktraditioner, som inspirerer bandet, er musikken ikke kun noget, man lytter til. Man deltager, bevæger sig og oplever den sammen. Præcis sådan blev det denne aften på Flensborghus. Blandt koncertens højdepunkter var ”Dancing in the Dusk“ og ”Night Sweats“. Her var intensiteten for alvor i top, og det var næsten umuligt ikke at blive draget ind i musikken. Rytmerne satte sig i kroppen, og dansegulvet bredte sig nærmest ud over hele salen.
Samme fest
Sunbörn spiller med en spilleglæde, der er svær ikke at blive revet med af. Man kan se på musikerne, at de nyder hvert øjeblik, og begejstringen smitter. Samspillet fungerer, rytmerne flyder, og publikum svarer igen med dans, smil og klapsalver. Bandet kom så tæt på publikum som overhovedet muligt. Musikerne forlod scenen og spillede foran og imellem tilhørerne. Ved det sidste nummer var de helt ude blandt publikum, og pludselig var alle en del af den samme fest.
Tæt på publikummet
Det tætte møde med publikummet er blevet en tradition, der går tilbage til coronatiden. Dengang fandt Sunbörn andre måder at spille tæt på deres publikum på. Blandt andet spillede de en koncert ved en jagthytte i Tyskland, hvor musikerne stod udenfor mellem træerne, mens publikummet lyttede på afstand. Denne aften var scenen ganske enkelt ikke stor nok til at holde bandet væk fra publikummet.
Helst live
Sunbörn er i dag internationalt kendt og har spillet på festivaler og scener langt uden for Danmark. Bandet har flere Danish Music Awards bag sig, og samarbejdet med den italienske producer og musiker Clap! Clap! har desuden ført musikken nye steder hen. Men det er live, man virkelig forstår, hvad Sunbörn kan.
Her mødes Afrika og Norden, og musikken bliver til noget, man både kan høre, mærke og danse til. Det er musik med drivkraft og varme - og med en umiddelbar glæde, som fylder hele rummet.
Hvad nu?
Da koncerten sluttede, var det svært at tro, at det var forbi. Man havde ganske enkelt ikke lyst til at slippe musikken endnu. For hvad skal man egentlig stille op kulturelt efter sådan en oplevelse, når man føler, at man har nået højdepunktet?