Nyheder

Øget samarbejde: Konkrete forslag efter fælles arbejdsmøde
Tirsdag aften holdt SSF, SdU, Centralbiblioteket, Dansk Kirke i Sydslesvig, Skoleforeningen, Sundhedstjenesten, SSW og Flensborg Avis et fælles arbejdsmøde, hvor mulighederne for øget samarbejde stod på dagsordenen. Mødet, som SSF havde inviteret til, blev holdt i Blå Sal på Centralbiblioteket i Flensborg, og Jørgen Kühl var ordstyrer.
Det lukkede arbejdsmøde, som 37 personer deltog i, startede med, at organisationerne, bordet rundt, fortalte om det teknisk-administrative samarbejde mellem foreningerne. Det vil sige, at de hver gav et indblik i på hvilke områder der allerede samarbejdes. Samtidig gav flere af dem udtryk for, at de er klar til at udvide samarbejdet yderligere.
Konkrete områder
Mødets initiativtager, SSF, kom i løbet af dagsordenen ind på tre konkrete områder, hvor samarbejdet kan øges yderligere. På det teknisk-administrative område er det bogholderiet og ejendomsforvaltningen. Her fortalte SSF-generalsekretær Jens A. Christiansen og SSF-ejendomskonsulent Michael Oetzmann, at der lige nu drøftes to konkrete forandringer: Der undersøges, om bogholderierne i SSF, SdU og Biblioteket kan samordne nogle relevante arbejdsområder. Desuden er SSF og Skoleforeningen i gang med at undersøge, om SSFs ejendomsforvaltning kan rykkes over til Skoleforeningen, der har en stor og omfattende teknisk afdeling. Det gælder i første omgang SSFs forsamlinghuse - ikke udlejningssteder, de store kulturhuse, Skipperhuset og Danevirke Museum. Men på sigt er det planen, at alle SSFs ejendomme indgår i Skoleforeningens tekniske afdeling.
To styringsgrupper nedsat
Grundholdningen blandt deltagerne tirsdag aften var at øge samarbejdet mellem organisationerne. Der blev dog samtidig efterlyst flere faktuelle oplysninger og en omfattende analyse af forholdene samt mulighederne. Derfor blev forsamlingen i sidste ende enige om, at forvaltningscheferne i februar drøfter, hvordan det videre arbejde konkretiseres. De skal fokusere på det teknisk-administrative mens der samtidig holdes et seperat møde blandt organisationernes kommunikationsmedarbejdere, der ligeledes skal se på, hvorvidt samarbejdet kan øges yderligere.
Møderne skal munde ud i konkrete forslag til mulige næste skridt. De drøftes så på et yderligere fællesmøde blandt organisationerne. Det holdes onsdag den 12. marts.
Udredning på vej
Baggrunden for fællesmødet er kritik, henholdsvis et ønske fra Sydslesvigudvalget. De har i forbindelse med bevillingen af tilskud til de danske organisationer i Sydslesvig fået indtrykket, at der ikke samarbejdes nok indbyrdes. Samtidig vil udvalget gøre op med, at mindretallets organisationer søger om for høje tilskud. Derfor har Sydslesvigudvalget meddelt, at der foretages en udredning af mindretallets organisationer. Det gjorde udvalgets chefkonsulent Steffen Bang rede for, da han deltog i fællesmødet tirsdag aften. Udredningen foretages af eksterne, men de sydslesvigske organisationer inddrages i processen. Det forventes, at arbejdet med udredningen starter i løbet af foråret.