Når den europæiske mindretalsunion FUEN holder sin årlige konference, byder den altid på gode muligheder for at lære noget om andre mindretal. Det er på mange måder øjenåbnende at høre om, hvordan de lever, hvilke udfordringer de har, og hvad der beskæftiger dem. Tit er det noget, man som tilhørende til et mindretal kan relatere til.
Sådan var det også denne gang, da repræsentanter fra omkring 100 mindretalsorganisationer holdt konference i Sydtyrol. Og netop denne autonome provins i Italien bød på mange interessante perspektiver for mindretal. For i Sydtyrol fylder mindretalssprogene en del i gadebilledet. Der er endda lovgivning om, at italiensk og tysk skal bruges på lige fod. Det gælder for den offentlige sektor, men også for virksomheder, og i regionerne, hvor ladinerne holder til, kommer deres sprog oveni. På den måde fylder mindretalsforhold markant blandt befolkningen. Men alligevel har de deres udfordringer.

Identitet diskuteres
At spørgsmålet om identitet også beskæftiger sydtyrolerne, bliver for tiden tydeligt, når man besøger sædet for den sydtyrolske landdag (provinsens parlament). Foran bygningen i Bolzano (Bozen) er der en udstilling, der blandt andet spørger: “Wer sind wir eigentlich?” (“Hvem er vi egentlig?”). Der forklares, at når sydtyrolere spørges, hvem de er, indeholder deres svar tit et “egentlig”. Det vil sige, at de egentlig er italienske, men ikke helt. Eller at de egentlig er tyske, men heller ikke helt. Eller ladinske, men egentlig heller ikke rigtig det.
Samtidig står der, at begrebet “identitet” bruges meget i Sydtyrol. Det styrker og beskytter sydtyrolerne, men det er også meget indskrænkende. For er vi ikke mere end et land, en sproggruppe eller et kulturelt tilhørsforhold, spørges der i udstillingen.
 

Fylder også hos andre
Spørgsmålet om identitet kunne man høre mange steder under FUEN-kongressen. For eksempel da repræsentanter for det svenske mindretal i Finland præsenterede sig som værter for kongressen i 2026. De fastslog, at de ikke ser sig selv som svenskere, men som svensksprogede finner. Et interessant udsagn set fra et sydslesvigsk standpunkt – og der var flere, der ikke kunne genkende sig selv i det. For eksempel en repræsentant fra det tyske mindretal i Ungarn. For selv om deres organisation hedder “Landesselbstverwaltung der Ungarndeutschen” (“Ungarntyskernes selvforvaltning”), ville de ikke kalde sig selv ungarntyskere eller tysktalende ungarere. De fleste af dem ville nok anse sig selv som tyskere.
Lignende lød det fra repræsentanter fra såkaldte non-kin-state-mindretal – det vil sige mindretal uden hjemland. Andre mindretal dyrker derimod en dobbelthed, eller de har mere fokus på noget regionalt frem for at definere sig selv ud fra nationer som sådan.
 

Føler sig forkerte
Spørgsmålet om identitet beskæftiger uden tvivl mange. Desværre er begrebet tit knyttet sammen med en følelse af at være forkert, henholdsvis ikke helt rigtig. Det beskrev en repræsentant fra et tysk mindretal i Ukraine ret godt. For selv om hun og hendes familie i mange år har boet i Tyskland, har de i begge lande måttet høre for, at de ikke er “sådan helt rigtige”. Lidt ligesom sydslesvigere tit skal lægge øre til, hvordan rigtige danskere gør – underforstået, at sydslesvigere ikke er rigtige danskere.
Og her kunne man vende tilbage til udstillingen foran den sydtyrolske landdag i Bolzano. Den rejser nemlig et interessant spørgsmål, som måske skal udvides med følgende:

Hvem er vi egentlig – og hvornår er vi helt rigtige?