Nyheder
SSFs Hovedstyrelse holdt møde i Slesvig
Mandag aften holdt SSFs Hovedstyrelse møde på Slesvighus. På dagsordenen stod blandt andet nedlæggelsen af distrikterne Nyhus og Munkbrarup/Ves, begge i Flensborg Amt.
Amtskonsulent Marike Hoop orienterede forsamlingen om, at Nyhus havde 53 medlemmer. De overdrages nu til Harreslev ligesom distriktets formue går til Harreslev.
Distriktet i Munkbrarup/Ves havde 131 medlemmer, der nu fordeles på distrikterne Lyksborg (77), Husby (26), og Hattlund/Langballe (19). Desuden er der ni medlemmer, der fordeles til andre distrikter.
Marike forklarede, at der havde været mange forsøg på få gang i Munkbraurup/Ves, hvor der bor mange familier med børn i de danske institutioner. Men det har været udfordrende, fordi de gerne vil være tilknyttet skoledistrikterne, der er sammensat på en anden måde. Ud fra det er medlemmerne nu blevet fordelt på de andre distrikter, så de matcher fremtidige skoledistrikter. Medlemmerne kan dog efterfølgende selv vælge, om de muligvis hellere vil være tilknyttet et andet distrikt.
Formuen fra det nedlagte distrikt Munkbrarup/Ves fordeles procentuelt på de andre distrikter og Oksbøl Forsamlingshus gives tilbage til Skoleforeningen.
Udvider samarbejdet med SdU
Et andet punkt på dagsordenen var “Nyt fra SSFs udvalg”. Her kunne Matthias Runge, formand for Kulturudvalget, berette, at udvalget i januar holdt årets første fællesmøde med SdUs Koncertudvalg. Ved det blev der drøftet nye ideer og der blev set på, hvor SdU og SSF kan få endnu flere synergieffekter, og hvor der er yderligere samarbejdspotentiale.
Desuden fortalte Matthias, at SSFs Kulturudvalg for tiden forsøger at få en koncert med Who Killed Bambi på plads. Det er et band bestående af seks strygere, der spiller sammen med kendte danske/skandinaviske kunstnere som for eksempel Teitur, Eivør, Thomas Buttenschøn og Lydmor.
Arbejdsudvalg besluttet
Hovedstyrelsens medlemmer skulle på mødet mandag aften også tage stilling til SSFs organisationsudvalg, der er et arbejdsudvalg. Sven Nielsen fra Flensborg Amt havde forleden spurgt ind til, hvad udvalget gør, når det ikke arbejder på for eksempel vedtægterne. På baggrund af det foreslog Forretningsudvalget, at siden organisationsudvalget er et rent arbejdsudvalg, nedsættes det fremover kun, når der er konkrete arbejdsopgaver. På den måde kan det også sammensættes med folk, der har kompetencer på relevante områder. Forslaget faldt i god jord, men amtskonsulent Peter Hansen mindede om, at man dog skulle tænke med ind, at der også hører en opfølgning med til arbejdsopgaverne.
- Der er i Danmark tit en kedelig tendens til, at når man for eksempel først har fået nye vedtægter, så gider man ikke se mere på dem. Men det er vigtigt også at vurdere, om forandringerne fungerer efter hensigten, lød det fra Peter Hansen.
Formandens beretning
Mødet i Hovedstyrelsen bød også på en orientering fra SSF-formand Gitte Hougaard-Werner. Hun fortalte om, hvad der fra ledelsens side er sket siden Hovedstyrelsens medlemmer mødtes sidst. Hun kom ind på SSFs beslutning om at trække sig fra Det Sydslesvigske Samråd. En beslutning, der blev truffet af en enig Hovedstyrelse, der er SSFs øverste organ mellem Landsmøderne.
Hun nævnte i den forbindelse de repræsentative opgaver i mindretallet, som er en af de ting, der synes at forstyrre nogle og gang på gang er grund til splid.
- Jeg vil gerne fastslå, at det ikke er en opgave SSF bare har taget, men den blev givet allerede tilbage i 1920 – og det er en selvfølge, at vi med respekt for hele mindretallet og det danske, udøver dette hverv med stor ydmyghed, men også med den nødvendige selvforståelse i forhold til, at det er en af vores kerneopgaver, sagde hun og tilføjede, at det med de repræsentative opgaver ikke går ud på bonede gulve og fornemme receptioner.
- Dem er der også nogle af, men det er kun en meget lille del af det vi mener, når vi taler om det repræsentative arbejde. Det handler for eksempel om at give høringssvar eller om at minde om vores tilstedeværelse, når politikere beslutter at lukke grænsen. Langt hen ad vejen handler det ret beset om at betjene politikere og embedsfolk, så de kan få viden om mindretallet.
Formanden kom efterfølgende ind på emner som EUROPEADA, distrikternes generalforsamlinger, en række andre arrangementer samt SSFs Hovedstyrelsesseminar, der holdes den 25. marts.
Det næste ordinære møde i Hovedstyrelsen er den 9. maj i Husum.