Nyheder
To distrikter danser sig sammen til ét
Sammenlægninger af distrikter er ofte noget, der fremkalder panderynken og negative overskrifter. Sådan har det været mange gange før - også i SSF Gottorp Amt - men lørdag gik distriktsbestyrelsen i Slesvig en helt anden vej. Byens nye store distrikt havde nemlig efter sammenlægningen i starten af året inviteret til sammenlægningsfest. Den blev holdt på Slesvighus, og der var lagt op til en masse latter og fællesånd. Men inden festen for alvor kunne komme i gang, fik medlemmerne og gæsterne først en kop kaffe. På den måde blev der rum til at få en første snak. Til det hørte en velkomst fra distriktets bestyrelse. Fem af i alt syv medlemmer deltog, og de greb chancen for at præsentere sig selv. I den forbindelse bed medlemmerne mærke i, at to af bestyrelsens medlemmer er ganske unge. For de er elever fra byens danske gymnasium.
Sving om
Efter de første kopper kaffe var drukket og småkagerne var forsvundet fra tallerknerne, fik tonen i salen på Slesvighus en anden. For fra klokken 16 stod der bevægelse på programmet. Annelene Toft Christensen og Michael Hornhaver var kommet med violin og guitar for at instruere i Folkedans henholdsvis Nordisk Dans, som det mange steder kaldes i Danmark. Nordisk Dans er for tiden meget populær nord for grænsen, og det er der god grund til. For dansen formår at nedbryde barrierer samtidig med at musik og bevægelse løfter stemningen. Derfor danses der Nordisk Dans til blandt andet konfirmationer, bryllupper og til ryst sammen arrangementer i virksomheder. Nordisk Dans kan noget, som man siger, og det tog heller ikke lang tid før salen på Slesvighus var fyldt med festlig musik og masser af højlydt latter. Berøringsangsten havde lagt sig, og Slesvig viste på fornem vis, hvorfor Nordisk Dans er så populær for tiden.
Festen sluttede med fællesspisning.
Aktiv bestyrelse
Inden dansebenet begyndte at svinge, overrakte SSFs 1. næstformand, Kirsten Vognsen Weiss, en hilsen på vegne af Forretningsudvalget. I den forbindelse fremhævede hun den positive ånd i Slesvig.
- I har skabt muligheden for at være sammen på en god og konstruktiv måde, roste Kirsten bestyrelsen, og henvendte sig dernæst til distriktets medlemmer.
- Slesvig har nu kun ét stort distrikt tilbage med mange medlemmer. Det bliver en stor opgave for bestyrelsen, og jeg håber, at arbejdet møder opbakning og medvirken. Bestyrelsen har indtil nu vist, at den kan og vil flytte noget, den har taget fat på nye projekter og fået nye ideer omsat. Det er det, vi har brug for i SSF, fastslog Kirsten.