Facebook

Det Kongelige Teater: BARBEREN i SEVILLA

Fredag den 29. april kl. 20 - Stadttheater, Flenborg

 

Der er kærlighed i luften i Sevilla. Kærlighed og begær for at være helt præcis. For ikke at tale om en god portion livsglæde, et strejf af bedrag, nogle skumle planer og et par skjulte sandheder. Og frem for alt er der en glad barber, der med lidt lune og lidt held nok skal sørge for, at alle forviklinger bliver løst, alle (rigtigt) elskende ført sammen og alle læber kruser sig i et smil.

 

Historien, der har glædet publikum siden urpremieren i 1816, er let og munter og ender, som det sig hør og bør, med kærlighedens triumf.

 

Barberen i Sevilla præsenteres i en ny, munter opsætning af instruktøren Anne Barslev med seks operasolister fra Det Kongelige Teater samt musikere fra Det Kongelige Kapel, der er skabt specielt til teaterforeningerne ude i landet.

For Anne Barslev er det vigtigt, at man en gang imellem tør se på klassikerne gennem nye briller, for som hun siger: "'En forestilling kan godt se meget anderledes ud og stadig være tro over for essensen i værket ... Jeg går meget op i demokratisering og folkeliggørelse af opera. Det behøver ikke være en elitesport, men må gerne være sjovt og folkeligt."

 

Forestillingen synges på dansk. Varighed: ca. 120 minutter inkl. pause.

 

Arrangør: Sydslesvigsk Forening (SSF)