TORSDAGSKOMMENTAR
Både i SSF og i Sydslesvigudvalget arbejdes der positivt med at undersøge spørgsmålet, om danske sydslesvigere - bosat i Sydslesvig og engageret i det danske mindretals arbejde - skal have mulighed for at få dansk statsborgerskab.
SSF støttet af SSW er påholdende i sagen, og så sent som for få dage siden henvendte medlem af Folketing og Sydslesvigudvalg Martin Henriksen (DF) sig til den danske regering med en påmindelse om, at den har fået pålagt at checke spørgsmålet juridisk.
Planen er at nedsætte et udvalg, der skal analysere muligheder og risici sammen med regeringens jurister.
Dette blev aftalt den 5. oktober mellem Venstre, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservativt Folkeparti i "Aftalen om Indfødsret".
Det danske statsborgerskab alene udløser ingen rettigheder for danske sydslesvigere med bopæl udenfor rigets grænser, for rettigheder og pligter er fastlagt gennem love og bestemmelser, men en tilkendelse af dansk statsborgerskab oven i det tyske vil for mange danske sydslesvigere øge samhørighedsfølelsen mellem dem og Danmark endnu mere - og fremme det historiske, kulturelle og sproglige fællesskab mellem Sydslesvig og Danmark.
Det politiske Danmark er gennemgående positiv.
Der arbejdes på sagen. Det tager tid, men SSF er fortrøstningsfuld og gør alt for at holde bolden i spil.