Facebook

MØD MINDRETALLET TIL KULTURNATTEN

Når der i morgen (fredag den 11. oktober) holdes Kulturnat i København, så er det danske mindretal med igen.

Repræsentanter fra de danske organisationer i Sydslesvig samt Grænseforeningen er med på Christiansborg, hvor de i værelse 2-145 (det sønderjyske værelse) tager imod nattens mange besøgende. I år vil de blandt andet kunne fordybe sig i Bonn-København-erklæringerne, der i anledningen af deres 70-års jubilæum, får en særlig betydning. Desuden venter der en masse informationsmaterialer, noget godt til ganen og venlige mindretalsfolk, der med glæde fortæller om mindretalslivet i Sydslesvig.

Kulturnatten holdes én gang om året. Fra kl. 18:00 til 0:00 skabes byens største endagsbegivenhed med mere end 200 særarrangementer, kulturelle oplevelser og åbne døre på institutioner. Det danske mindretal er altid repræsenteret på Christiansborg, hvor SSF har et informationskontor. Alle mindretallets organisationer er inviteret til at medvirke i at give flertalsbefolkningen i Danmark et indblik i mindretallet.