Facebook

MINDEORD OVER THORSTEN KJÄRSGAARD

Uforståeligt. Thorsten havde lige været med til lørdagens årsmøde på Flensborghus og dagen efter er han død. En god og indsigtsfuld kollega i kredsen af forvaltningschefer er i en alt for ung alder gået bort. Et chok, der minder os om, hvor kort afstanden kan være mellem liv og død.

Thorsten var en dygtig økonom og leder, der blandt cheferne altid formåede at bidrage med professionelle tilskyndelser uanset om det handlede om finansielle eller organisatoriske spørgsmål. Og altid med en fintfølende forståelse for det danske mindretals inderste væsen. Han var en klassisk engageret SSF’er, der såvel i Tarup som overordnet for Sydslesvig havde øje for det danske folkelige arbejde. Samtidig var Thorsten en kyndig støtte i udviklingen af et fornuftigt samarbejde organisationerne imellem. Ikke mindst Thorstens ubureaukratiske facon var medvirkende til, at SSF og SdU og avisen tog springet til at sammenkæde vores it-afdelinger. Han var en forandringsvillig forhandlingspartner, der havde evnen til at finde løsninger. Hos Thorsten var man fri for snak. Der blev handlet.

Thorsten bestred mange tillidshverv over flere år. Han gjorde det med en forkærlighed til det danske mindretal. Altid ordentligt og fagligt velfunderet med passende stænk af lune og ironi.

At Thorsten ikke længere er i kredsen af forvaltningscheferne et meget stort tab. Jeg kommer til at savne ham – som menneske og som en meget dygtig leder, der kunne tænke ud af boksen. Mine tanker går til Silke, børnene og familien i denne svære tid. Æret være Thorstens minde.

Jens A. Christiansen, SSFs generalsekretær