Facebook

TORSDAGSKOMMENTAR:

 

For en lille måneds tid siden udstillede Sydslesvigsk Forening endnu engang med stor succes på Skandinaviens største rejsemesse (Ferie for Alle) i Messecenter Herning. Og nu er vi klar til at indtage hovedstaden og selveste København.

Akkurat som sidste år vil SSF nemlig være aktiv og synligt til stede på Danmarks største historie-festival, Historiske Dage, der gennemføres i Øksnehallen i den kommende weekend. En kulturbegivenhed, der tiltrækker alt, hvad der kan krybe og gå inden for historie, historieforskning, historieundervisning og historieformidling, og som i mere end én forstand også er en ’historisk’ mulighed for at synliggøre og markedsføre det danske mindretal i Sydslesvig.

For andet år i træk står SSF og Grænseforeningen bag en fælles udstillingsstand, hvor hele beretningen om det danske mindretal - både før og nu - vil blive udstillet, eksponeret og fortalt, så alle interesserede kan lære historien lidt bedre at kende.

Med bannere, roll-ups, brochurer, temahæfter, oversigter, en lille Sydslesvig-quiz og andre informationsmaterialer kan publikum let og hurtigt få meget mere at vide om de danske sydslesvigere og ikke mindst den særlige indsats for at opretholde det danske sprog, den danske samhørighed og det danske sindelag, som de danske mindretalsorganisationer udretter syd for grænsen.

 

Undervejs supplerer vi udstillingen med to special-arrangementer.

Lørdag eftermiddag en debatsnak fra Grøn Scene om ’Genforeningen 1920-2020’, hvor museumsinspektør René Rasmussen fra Sønderjyllands Museum snakker med Hans Schultz Hansen, forskningsleder ved Rigsarkivet, om genforeningens betydning - både dengang og nu. Ordstyrer på dette indslag er Jens A. Christiansen, generalsekretær ved Sydslesvigsk Forening.

Søndag eftermiddag følges på med endnu en debatsnak. Denne gang på Blå Scene, hvor historieprofessor Uffe Østergaard, København, og historiker Steffen Heiberg, forhenværende museumsinspektør ved Frederiksborgmuseet, vil kigge nærmere på fænomenet ’Grænsekontrol historisk set”. Denne duel er lagt i hænderne på Knud-Erik Therkelsen, generalsekretær ved Grænseforeningen.

Historiske Dage finder sted lørdag-søndag 25.-26.marts.

Begge dage kl. 10-17.