Facebook

TORSDAGSKOMMENTAR

 

Sammen med SPD og De Grønne har SSW i de forgangne fem år haft en spilstyrende rolle på den centralpolitiske midtbane i Landdagen i Kiel. Selv om logoet på spilledragterne ikke har været ens og selv om de tre nøglespillere naturligvis har sværget til hver sin overordnede taktik, har sammenspillet været så tilpas tilfredsstillende, at SSW, som her til aften speeder op for den sidste afgørende streetfight om vælgernes gunst med et stort valgkamp-startskud ved Roklubben i Slesvig, målrettet går efter også at få en fast og medbestemmende plads på holdet, når stemmerne bliver talt op og mandaterne fordelt efter den 7. maj.

Og fodbold-jargonen er altså ikke helt hen i vejret. Med den rutinerede friser Lars Harms som spydspids og stemme-torjäger på kandidatlisten har SSW denne gang sammensat et stærkt og homogent hold, hvor adskillige garvede politiske kræfter, der kender det politiske game i forvejen, er opstillet side om side med nye, friske og uprøvede ansigter, som har det rette politiske sindelag, det rette politiske mindset og den fornødne vilje til også at bringe mindretallets og frisernes sag i spil i Landdagen.

For SSW er først og fremmest mindretallets og frisernes parti.

Et parti, der primært henter sin støtte hos de stemmeberettigerede medlemmer af det danske mindretal og hos friserne fra det vindblæste vest. Og - ikke at forglemme - fra de mange øvrige vælgere, som trods alt og heldigvis også synes, at SSW har driblet sig frem til mange fornuftige og rigtige afslutninger i samspillet med SPD og De Grønne i hele sidste runde.

Om det rækker til, at SSW kommer til at dele omklædningsrum med de samme politiske holdkammerater efter søndag 7. maj, er bestemt ikke givet på forhånd.

I valgkampens sidste hektiske fase kan alt ske - og den åbenlyse ’hjemmebane-fordel’, som SSW med rimelighed kan forvente fra sine mange, trofaste supporters i det frisiske og sydslesvigske mindretals-bagland, er ingen selvfølge.

Med dagens kick-off i Slesvig sætter Lars Harms og kompagni her til aften slutspurten ind med en frisk og synlig valgkamp på gadeniveau, der både skal vække de slumrende tifosi’s, som måske tænker, at stemmerne og opbakningen kommer af sig selv, og de mange nye, unge stemmeberettigede vælgere, der ikke har været på banen før.

Holdet er sat og i stærkeste opstilling. Taktikken er lagt og benskinnerne på plads, hvis kandidaterne undervejs bliver mødt af grimme eftertacklinger og andre beskidte modstander-tricks. Men SSW’s hjemmebanefordel er ikke nogen selvfølge.

Herfra ska opfordringen derfor lyde:

Støt op om SSW’s valgkamp og kandidater - og vær med til at give det danske mindretal og friserne en stærk stemme og et stærkt mandskab i Landdagen i Kiel!