
INGE LINDAHL-KOITZSCH MODTAGER SYDSLESVIGPRISEN
Ved SSFs landsmøde på Husumhus i dag blev årets Sydslesvigpris ved Oberst H. Parkovs Mindefond tildelt Inge Lindahl-Koitzsch fra Skovby. Hun var indstillet af SSF Gottorp Amt for sin mangeårige indsats for det danske mindretal i Sydslesvig.
SSF’s formand Gitte Hougaard-Werner fremhævede Inges engagement i sin tale:
- Kære Inge, du er med rette det, man kan kalde en stille slider — et menneske, der med hjertet på rette sted og med en stærk tro på fællesskabet har ydet en helt uvurderlig indsats for det danske mindretal særligt i Skovby og omegn. Skovby og du er nærmest synonymer – om det er SSF eller SSW – Inge er til at regne med – men du har også din meningers mod og står fast ved det danske.
SSF siger tak og ønsker stort tillykke med Oberst H. Parkovs Sydslesvigpris 2025 ved Oberst H. Parkovs Mindefond.