
DEJLIG JULEBASAR PÅ SLESVIGHUS
Der var julestemning i luften på Slesvighus den 29. november 2025, da årets julebasar fandt sted. Over 20 udstillere var mødt op med deres håndlavede varer, og gæsterne kunne gå på opdagelse blandt stande med alt fra julepynt, hjemmestrikkede sager og teposekort til honning, smykker, småkager og træhåndværk.
Spejderne sørgede for pølser og bemandede caféen, mens SSW stod for varme vafler og Amtsstyrelsen skænkede gløgg op.
Dagens musikalske højdepunkt kom kl. 13, hvor Hiort Lorenzen Skolens luciapiger og minikor indtog scenen. Med både andægtige luciasange og glade nissesange blev den store sal fyldt til bristepunktet.