Facebook

MØD DET DANSKE MINDRETAL på FERIE for ALLE 2018:

MCH Messecenter Herning (Hal C, stand 2510)

 

23.-25. februar:

fredag-lørdag 10-18

søndag 10-17

 

Når Skandinaviens største feriemesse slår dørene op i Herning på fredag, støder de cirka 60.000 besøgende (så mange var der ihverfald 2017) ikke kun på mere end 400 stande med campingnyheder og billeder af fjerne tropiske paradiser. Også det danske mindretal er atter på plads for at gøre reklame for oplevelser syd for grænsen.

 

For ottende år i træk står Sydslesvigsk Forening sammen med Grænseforeningen for en stand, der under overskriften "Oplev Sydslesvig" laver reklame for Sydslesvig og det danske mindretal. Her kan messegæsterne få gode ideer til udflugter og oplevelser i Sydslesvig - samt et glas Flensburger Pilsener ("Danmarks bedste øl"), som bryggeriet spenderer til lejligheden eller en lille Braasch-rom fra fjordbyen.

 

Andre lokkemidler er et lykkehjul, hvor standens besøgere kan teste deres sprogkundskaber og vinde små gaver.

 

Desuden er der igen i år en konkurrence om et weekendophold for to på kursuscentret Christianslyst.

 

Grænseforeningen benytter lejligheden til at hverve gæstefamilier til sydslesvigske feriebørn. Danske familier skal lære om muligheden for "grænseløse venskaber" mellem deres børn og et barn fra Sydslesvig. (www.feriebarn.dk)

 

Samtidig vil weekendens stand i Herning være base for at indsamle danske underskrifter til "Minority SafePack Initiative", hvilket først og fremmest Bund deutscher Nordschleswiger står for.

 

Læs mere om messen her:

www.ferieforalle.dk