Facebook

MINDRETALSRÅDET MØDER FABRITIUS FOR FØRSTE GANG

I dag mødes det tyske Mindretalsråd for første gang med Tysklands nye mindretalskommitterede, Dr. Bernd Fabritius.

På dagsordenen til mødet i Berlin står en række mindretalspolitiske emner, som rådet gerne vil høre Fabritius’ holdning til. Dertil hører mindretalspolitiske krav fra Forbundsdagen, mindretallenes politiske medvirken i Tyskland, en ekspertkommission vedrørende diskriminering af sinti & romaer (’antiziganisme’), den europæiske underskriftsindsamling Minority SafePack Initiative samt planen om et muligt Mindretallenes Hus i mindretalsunionen FUENs regi. Til sidstnævnte har Fabritius allerede tilkendegivet, at de hidtil afsatte penge også fortsat står til rådighed for et sådant europæisk mindretalscenter i Sydslesvig.

Derudover skal det på mødet tematiseres, at det tyske indenrigsministerium nu også er ministeriet for hjemstavn (’Heimat’), og hvad der forbindes med dette begreb. Emnet er vigtigt for mindretallene, da de sorterer under dette område i ministeriet, og kontoret for mindretal (’Referat nationale Minderheiten in Deutschland’) tilmed er blevet sammenlagt med kontoret for Immigranter fra tyske mindretal i Østeuropa (’Aussiedler’).

Mindretalsrådet (Minderheitenrat) består af repræsentanter for de fire anerkendte autochtone mindretal i Tyskland: Det danske mindretal og friserne i Slesvig-Holsten, sorberne i Brandenburg og Sachsen samt sinti & roma i hele Tyskland. Det danske mindretal er repræsenteret på mødet ved SSFs formand Jon Hardon Hansen og SSFs generalsekretær Jens A. Christiansen.

På billederne ses rådets sidste møde i Berlin i starten af september. (Foto: Minderheitensekretariat)