Facebook

MINDRETALLET MØDER FOLKETINGET

På torsdag (15. november) og fredag mødes en gruppe på 36 personer fra det danske mindretal med fremtrædende repræsentanter for dansk politik i København. ”Folketingsturen” finder sted én gang om året, og der deltager repræsentanter for både top og basis i de danske organisationer i Sydslesvig samt Friisk Foriining.

Programmet i hovedstaden starter med en frokost med Folketingets præsidium på torsdag, hvor både parlamentets formand, Pia Kjærsgaard, SSF-formand Jon Hardon Hansen og Grænseforeningens formand Jens Andresen taler.

Om fredagen arrangerer SSF og Grænseforeningen en stor konference om ”Sydslesvig og Norden” på Christiansborg, hvor der vil være indlæg fra formanden for den danske delegation i Nordisk Råd, Henrik Dam Christensen (MF, fhv. minister), minister for nordisk samarbejde Eva Kjer Hansen, tidligere minister Bertel Haarder (MF), medlem af Sydslesvigudvalget Christian Juhl (MF) og fhv. europaminister i Slesvig-Holsten Anke Spoorendonk.

Desuden er der planlagt besøg hos Folketingets ”Synnejysk Allgemeine”, Grænseforeningen og Nordens Hus samt kulturprogram på Nationalmuseet og Skuespilhuset.

Foto: Under Folketingsturen 2017 mødte sydslesvigerne blandt andet kulturminister Mette Bock i Folketinget. (Foto: Annette Neumann)